Nyhed

Slaraffenland imponerede på SXSW

Det danske orkester gjorde sig bemærket for andet år i træk på festivalen i Austin

På den texanske South By SouthWest Festival spillede i år over 1500 bands, og danske Slaraffenland var et af dem. Bandet optrådte også på festivalen sidste år, og til bandets showcase onsdag aften op festivalen i år var der mødt et talstærkt publikum op. Heriblandt anmeldere fra New York Times, Popmatters og Variety der ikke gik skuffede hjem.

Faktisk var der ganske glimrende omtaler at hente i mange af de amerikanske medier, og musikmagasinet Soundcheck Magazine gav endda Slaraffenland prisen: ”Most Triumphant Through Really Shitty Sound Award”.

Også her i bladet har Slaraffenland fået rosende ord med på vejen. Om bandets tredje udspil ”Private Cinema” skrev GAFFAs anmelder:


”Ypperligst er ”Polaroids”, der starter så underligt søgende og famlende, men som siden udvikler sig til en smukt melodiøs sag, hvor der ulmes under overfladen. Også den enkle ”The Run Up” er vidunderlig[…]”

Til showcasen var også en repræsentant for det amerikanske band Akron/Family til stede. Imponeret over danskernes præstation inviterede han Slaraffenland om bord på scenen på percussion og blæsere til Akron/Familys showcase fredag aften.

Dette resulterede i, at Akron/Family kom med Slaraffenland på scenen ved deres anden showcase den efterfølgende aften, og et fremtidigt samarbejde mellem de to bands diskuteres i skrivende stund.


 

 

Slaraffenland på myspace


ANNONCE