Nyhed

Amy Winehouse har skrevet sange til ny plade

Katastrofedivaen siges snart at være klar til at indspille opfølgeren til "Back To Black"

I de to år der gået, siden Amy Winehouse i 2006 brød igennem med den massivt prisbelønnede "Back To Black", har historierne svirret om den lille sangerinde med den store stemme.

Aflyste koncerter og utilregnelig offentlig optræden har været dagsformen for Amy Winehouse, i takt med at hendes alkohol- og stofmisbrug er synligt eskaleret. Hendes helbred har lidt stor skade under de voldsomme udskejelser, og Winehouse har i tilgift måttet kæmpe med depression og spiseforstyrrelser. Spekulationerne har været mange om, hvorvidt den skrøbelige sangerinde overhovedet ville overleve længe nok til at færdiggøre et tredje album. Og ja, hun nægter stadig at tage på "rehab" (afgiftningsophold).

Nu meddeler chefen for hendes pladeselskab Universal så, at Winehouse har spillet sine nye demosange for ham, og at hun er ved at lære at spille trommer i forberedelse til sin nye plade. Til BBC udtaler han, at Winehouse bestemt er på vej tilbage i storform, eller det håber han i hvert fald.


Om optimismen fejler noget, er stadig for tidligt at sige. Fredag den 31. oktober blev Amy Winehouse udskrevet fra hospitalet, hvor hun blev behandlet for åndedrætsbesvær forårsaget af cigaretter og rygeheroin. Tilsyneladende kunne Winehouse ikke lade smøgerne ligge weekenden over, for hun var tilbage igen om mandagen.

I mellemtiden krydser vi fingrene og venter på den næste gode nyhed fra Winehouse-lejren.

ANNONCE