Soulsangerinden reagerede negativt på afvænningsmedicin og er igen på hospitalet
Den hårdt prøvede soulsangerinde Amy Winehouse er igen blevet indlagt, efter at hendes krop har reageret negativt på den medicin, hun har modtaget i forbindelse med et afvænningsprogram, skriver The Independent. Ifølge en talskvinde har sangerinden oplevet "en uheldig reaktion på kombinationen af den medicin, hun for nylig er blevet ordineret." Winehouse blev dårlig søndag og er nu indlagt på en privat klinik i London.
Ifølge Daily Mirror har en ven sagt: "Amy er på afvænning, og hun har haft negative reaktioner på sin medicin tidligere. Lægerne prøver at finde ud af, hvorfor dette sker."
Som om Winehouse ikke har trænglser nok, måtte nu også gå glip af sin mand Blake Fielder-Civils appelsag i retten i London mandag. Sagen endte nu heller ikke godt for Fielder-Civil. Hans anke af sin dom på 27 måneders fængsel for voldeligt overfald blev nemlig afvist ved retten. Også Fielder-Civil har massive narkoproblemer og gennemgår for tiden et afvænningsforløb i fængslet.




