Nyhed

Hatesphere har indspillet nyt album

Efter ni intense dage i studiet har gruppen et nyt album i kassen – og et nyt pladeselskab

I sidste måned skrev vi, at Hatesphere var klar til at gå i studiet for at indspille et nyt album, og nu har de så færdiggjort indspilningerne. På deres MySpace-profil skriver den danske metalgruppe følgende: "Efter ni intense dage i studiet med den hæderkronede producer Tue Madsen (The Haunted, Moonspell, Dark Tranquillity, Gorefest) endte vi med at indspille 10 sange til, hvad der vil blive en hovedkuls kollision med dine højttalere engang tidligt næste år. Mere info om sangtitler, cover-artwork, udgivelsesdatoer (i forskellige lande, red.) og andre overraskelser bliver snart offentliggjort."

Siden deres sidste album ”Serpent Smiles & Killer Eyes” fra 2007 har der været en del udskiftninger i bandet, hvor blandt andet forsanger Jacob Bredahl har forladt gruppen til fordel for en tjans som guitarist i Last Mile. Han er erstattet af Jonathan Albrechtsen.

Hatesphere skriver også, at de har fået nyt pladeselskab:

"Efter måneders forhandlinger kan vi endelig annoncere, at vores fremtidige hjem bliver Østrigs kraftcentrum af et pladeselskab, Napalm Records. Dette år har været virkelig hektisk for os - på en god måde - og de store forandringer, vi har været igennem, har fået os til at presse hinanden til at yde vores allerbedste. Der har helt sikkert været perioder, hvor der har hængt en vis usikkerhed over vores hoveder, men da det faldt lidt til ro, arbejdede vi hårdt med det, vi er bedst til og holdt fokus på musikken. Vi havde dog stadig brug for et nyt pladeselskab, og i den sidste ende var det Napalm, der løb af med os med deres integritet, hårde arbejde og en åben og ærlig tilgang til tingene."

 

ANNONCE