Den yndige pop-prinsesse med slangekrøllerne giver sin eneste danske koncert til august
Danskerne går godt i spænd med den lille georgiske sangerinde, der er bosat i London. Katie Melua spiller pop med en jazzet undertone, og bliver som sådan ofte sammenlignet med det amerikanske fænomen Norah Jones.
Ligesom Jones, har Melua solgt et utal af plader, ikke mindst i Danmark, hvor hun efterhånden har spillet flere gange til stor publikumstilfredsstillelse. Tidligere på året kunne man høre hende både på Værket i Randers og til Skanderborg Festival, hvor GAFFAs anmelder roste hendes tilstedeværelse og klare stemme.
Kultur I Syd har nu sikret sig Katie Meluas eneste koncert i Danmark i 2009, og den finder sted på Mølleparkens amfiscene i Sønderborg den 2. august. Billetterne koster 545 kr. inkl. gebyr, og forsalget starter den 26. november gennem BilletNet, Sønderborghus og posthuset i Sønderborg.
I sidste måned udkom "The Katie Melua Collection", der indeholder en live-dvd fra en koncert i Rotterdam foruden alle hendes hits, såsom "The Closest Thing To Crazy" og signatur-sangen "Nine Million Bicycles".





