Skuespilleren springer ud som sanger i bandet Kevin Costner & Modern West, der debuterer i denne uge
Man plejer gerne at sige, at alle rockstjerner gerne vil være filmstjerner, og at alle filmstjerner gerne vil være rockstjerner, og nu er der endnu en af slagsen, der gør sit for at gøre klichéen til en sandhed.
Det drejer sig nemlig om den Oscar-belønnede skuespiller og instruktør Kevin Costner, der sidste år sprang ud som sanger i bandet Kevin Costner & Modern West. Nogle af medlemmerne af bandet er folk, Costner spillede sammen med, før han blev verdensberømt for film som "Dances With Wolves", "The Bodyguard" og "The Untouchables", og på gruppens MySpace-side skriver Costner, at han genoptog kontakten til dem på sin kones opfordring.
På gruppens MySpace-side forklarer Costner også grunden til, at han pludselig fik lyst til at gøre sig som musiker:
- Jeg har i lang tid haft et behov for at få en kontakt til folk på en mere meningsfyldt måde, end blot gennem en autograf. Jeg har fundet mig selv her og rundt i verden, hvor den eneste udveksling har været netop det... en hurtig signatur i skyndingen ofte efterfulgt af et "han er højere, end jeg troede".
Gruppen har givet koncerter siden efteråret 2007 og har planlagt en række amerikanske koncerter her i november og december efter udgivelsen af deres debutalbum. Det udsendes i morgen 11. november med titlen "Untold Truth", og man skal forvente country-rock inspireret af Willie Nelson, Wilco, Hank Williams og Lucinda Williams.