Nyhed

Saxon og Iced Earth til Danmark

De to veteran-heavygrupper besøger Pumpehuset i København 12. februar

To vaskeægte veterangrupper inden for heavy metal, engelske Saxon og amerikanske Iced Earth, er på turné sammen på den såkaldte The Battalions of Steel Tour, og nu lægger de vejen forbi Danmark. Nærmere betegnet Pumpehuset i København 12. februar. Og hvem er de så, de to bands?

Saxon
Det engelske band fra Yorkshire blev dannet tilbage i 1977 og har været et af de mere markante navne inden for den såkaldte New Wave of British Heavy Metal. De har spillet support for blandt andre Motörhead, og Saxons underholdende facon – både på og bag scenen – var en stor inspirationskilde for den britiske mocumentary "This Is Spinal Tap". Og det må man jo et eller andet sted betragte som en kompliment. Saxon har gennem tiden haft flere album i den engelske top 40 og har gennem tiden haft pæn succes i Europa, Japan og USA.

Saxon udgav senest albummet "The Inner Sanctum" i 2007. GAFFAs metalanmelder Keld Rud var dog ikke ligefrem begejstret. Han uddelte beskedne to ud af seks stjerner og skrev blandt andet: "Der er (...) så meget run på klichéerne, at de må trække nummer for at komme til. Den sidste salgsdato synes for Saxons vedkommende at ligge år tilbage."


Iced Earth
Grundlæggeren af og det eneste oprindelige medlem af bandet, Jon Schaffer fik en musikalsk åbenbaring, da hans far – ja, såmænd – i 1979 tog ham med til en Kiss-koncert. I 1984 startede han så det, der skulle ende med at blive til Iced Earth. Gruppen er inspireret af både power metal, speed metal, opera og New Wave of British Heavy Metal.  

Iced Earth udgav senest albummet "Framing Armageddon - Something Wicked part 1" i september 2007. Her var Keld Rud lidt venligere stemt end i tilfældet Saxon. Han uddelte fire stjerner og skrev blandt andet: "'Framing Armageddon' er et storstilet konceptalbum på fuldvoksne 69 minutter, og det er vel at mærke blot første del! Det er noget af en mundfuld, og armbevægelserne er store, men bandleder og guitarist Jon Schaffer har heldigvis materialet, der er nødvendigt for at styre projektet i sikker havn."

Forsalget til koncerten er netop begyndt på Billetlugen og i landets Fona-butikker.


ANNONCE