Nyhed

Suspekt er ikke med til MTV's EMA-finale

Den danske repræsentant i kategorien "Europe’s Favourite Act" måtte se sig slået på målstregen af blandt andre engelske Leona Lewis

Hiphop-ensemblet Suspekt, som tidligere på året vandt prisen for ”Best Danish Act”,  kommer ikke med i finalen til dette års European Music Awards, som afholdes af MTV.

MTV Networks International offentliggjorde i dag navnene på finalisterne i den sidste åbne kategori ”Europe’s Favourite Act”, og her var danskerne desværre ikke med. Efter stemmeurnerne lukkede i går, så stemmefordelingen således ud, at følgende nominerede stadig kan vinde en 2008 MTV Europe Music Award:

Shiri Maimon – Israel
Finley – Italien
Dima Bilan – Rusland
Emre Aydin – Tyrkiet
Leona Lewis – Storbritannien og Irland

Vi kan i øvrigt informere om, at MTV har tilføjet endnu et navn til et allerede tætpakket koncert line-up. Den engelske duo The Tings Tings er udset til at få deres EMA-debut i Liverpool Echo Arena. The Ting Tings har haft så massiv succes i år, blandt andet med singlerne ”That’s Not My Name” og ”Shut Up And Let Me Go”, at de som det eneste britiske band til dato har solgt platin med et debutalbum.

Vil man se, hvorfor de sælger som de gør, skal man tænde for MTV den 6. november klokken 21:00.

ANNONCE