Nyhed

The River Phoenix varmer op for The Stills

Danskerne har fået en aftale i Tyskland med de uberegnelige canadiere

The River Phoenix, der har taget navn efter det afdøde teen-idol, hvis lovende karriere sluttede alt for tidligt af en overdosis, går en glædelig jul i møde.

Deres nye single "I'm USA, You're Canada" har fået rigtig gode anmeldelser i England, hvor musikbladet Rock Sounds priser emo-rockerne med udtryk som "eksplosivt intuitivt" og "særegent dynamisk", og BBC spår dem en stor fremtid, hvis singlen bare bliver spillet nok.

I december måned spiller The River Phoenix ti koncerter i Tyskland, og bandet har netop aftalt at varme op for The Stills, på deres to Tysklands-datoer den 1. og den 4. i Köln og Hamborg.


The Stills fra Canada lagde også ud med storladen melankoli på deres første plade fra 2004, men skuffede fælt på opfølgeren "Without Feathers". Deres tredje udgivelse "Oceans Will Rise" fra 2008 er ikke blevet anmeldt af GAFFA, men ifølge Allmusic.com skulle de have taget sig sammen igen.

The River Phoenix' flotte debutplade "Ritual" udkom i august måned, se anmeldelse andetsteds på siden.

ANNONCE