Danskeren tager venner med til tre koncerter på tre dage fra 22. oktober
Det danske en-mands kor besøger i næste uge København, Aalborg og Århus med et otte mand
stort liveband, der tæller medlemmer af blandt andet Jong Pang, Moi Caprice og Oh No Ono.
Choir of Young Believers, der 1. september udgav det roste debutalbum “This Is For The
White In Your Eyes”, har den seneste måneds tid turneret rundt i Europa og besøgt
blandt andet Tyskland, England og Frankrig.
I denne uge vender de hjem fra deres anden turné i London, hvor opmærksomheden omkring bandet er til at få øje på. På baggrund af den første koncertrække i London, blev bandet inviteret tilbage ugen efter for at give koncert på spillestederne Chess Club og Cargo. I November skal bandet til Norge og spille to koncerter til den nye festival Nordic Music Week, hvorefter turen igen går tilbage til London.
Men inden da kan Choir Of Young Believers altså opleves i deres fulde form i tre af de store danske byer.
Turnéplanen ser således ud:
22. oktober - Loppen, København
23. oktober - Studenterhuset, Aalborg
24. oktober - Musikcaféen, Århus
Ved koncerten på Loppen kan man opleve to andre acts, inden Choir Of Young Believers går på scenen. Det første er Jong Pang, hvis frontmand Anders Rhedin, både på plade og live spiller en vigtig rolle i Choir Of Young Believers, og det andet er det helt nye Chimes And Bells med Choir Of Young Believers cellist og sanger Cæcilie Trier i front. Disse tre eksponenter for indie-pop er alle signet til pladeselskabet Tigerspring.
Køb billet til koncerten i Ålborg, hvor også Music For Modern Man spiller





