Men Among Animals, Slaraffenland, Dúné og Efterklang er de navne, som skal repræsentere Danmark på den hollandske festival
Den 25. oktober medvirker de fire danske acts Men Among Animals, Slaraffenland, Dúné og Efterklang DJ-party (billedet) i den første udgave af Nordic Blizzard i hollandske Utrecht, som er et initiativ, der vil sætte spot på dansk og nordisk musik.
Når Nordic Blizzard-festivalen løber af stablen med et Spot On Denmark-arrangement i Utrecht, er det et eksempel på, at der er en stigende interesse for dansk og nordisk musik i Holland.
Nordic Blizzard er primært kommet i stand med hollandsk initiativ, hvor især det store booking bureau The Alternative og spillestedet Tivoli længe har haft et godt øje til musik fra de nordiske lande og Spot Festivalen. Ifølge MXD, Music Export Denmark, tror arrangørerne på den nordiske musik som ’brand’, og målsætningen er at skabe en årlig tilbagevendende event, hvor det bedste nye nordiske musik præsenteres for såvel det hollandske publikum, som for den hollandske musik og mediebranche.
Langt hovedparten af musikken til Nordic Blizzard er blevet udvalgt på Spot 2008, hvor repræsentanter fra The Alternative og Tivoli, sammen med hollandske journalister fra aviserne og magasinerne Volkskrant, Nieuwe Revu og Metro dannede jury med det formål at spotte favoritter, der kunne gøre sig i Holland.
Valget faldt altså på Men Among Animals, Slaraffenland, Dúné og Efterklang. Sidstnævnte stiller op med to bandmedlemmer i rollen som dj’s. Herudover er færøske Orka, med hjemmebyggede instrumenter og iørefaldende musik, blevet spottet på et færøsk showcase-arrangement.
Navne som Saybia, Volbeat og Alphabeat er allerede veletablerede og kommercielle succeser i Holland, hvorfor den hollandske musik- og medie-branche har vist stor interesse for Nordic Blizzard. Cirka 100 branchefolk har allerede meldt deres ankomst, hvilket er flere end arrangørerne forud havde opstillet som succeskriterie.
Repræsentanter fra EMI Holland Eurosonic Festivalen, Crossing Borders Festivalen, distributions selskaber, landsdækkende medier og mange flere er således til stede for at tage den danske musik i øjesyn.
Spot On Denmark-arrangement i Utrecht foregår d. 25. oktober, og dette er naturligvis en begivenhed, som vi følger op på, hvis der kommer flere nyheder.





