Nyhed

Fremtidens stjerner hyldes af teleselskabet 3

Den 24. oktober er der awardshow for upcoming stjerner, og i kategorien musik er Electrojuice, Kiss Kiss Kiss og Fagget Fairys nomineret

Ved et awardshow d. 24. oktober på Hilton Copenhagen sætter teleselskabet 3 navn på fremtidens stjerner. I stedet for se tilbage på fortidens præstationer skuer 3 fremad og belønner de talenter, som står på tærsklen til et større gennembrud. Her vil 250 særligt indbudte gæster overvære uddelingen af priserne og et show med både nuværende og kommende stjerner.


De nye stjerner belønnes inden for seks kategorier: Musik, Spil, Comedy, Film, TV og Nyheder. Endelig har 3 indstiftet en ny pris, der er uafhængig af kategorier. Prisen kaldes Pionerprisen og uddeles til en person, virksomhed eller organisation, som har brudt de etablerede mønstre og er gået forrest i udviklingen inden for sit felt. Værter ved 3Forward er Adam Duvå Hall og Camilla Ottesen.


Med 3Forward ønsker 3 at sætte fokus på den underskov af talenter, som præger dansk kultur- og medieliv, men som sjældent står på podiet ved de traditionelle prisuddelinger. De nominerede skal være up-and-coming talenter. Det kan være en talentfuld person eller gruppe af personer, som allerede har markeret sig særligt positivt, og som efter dommerpanelets vurdering står over for at bryde igennem inden for de næste 12 måneder.



Seks dommerpaneler med i alt 18 medlemmer nominerer morgendagens talenter til 3Forward. Dommerne er udvalgt på baggrund af deres ekspertise og indsigt i de enkelte kategorier. Det gælder for eksempel GAFFAs egen redaktør Peter Ramsdal, spilanmelder Thomas Vigild fra Politiken, standup komiker Uffe Holm, anmelder Henrik Queitsch fra Ekstra Bladet, udviklingsredaktør Susanne Funder-Mikkelsen fra TV2 og tv-værten Caroline Boserup.

Morten Christiansen, ceo i 3 Danmark, fortæller i en pressemeddelelse:

"Med 3Forward giver vi fremtidens stjerner inden for kultur- og medieliv en velfortjent hyldest. Og vi håber, at vi med dette skulderklap kan give talenterne et lille skub fremad i karrieren. Talentmassen er stor, og jeg er overbevist om, at det bliver en række værdige vindere. Det er nemlig talenternes erfarne kolleger i branchen, som nominerer og i sidste instans vælger vinderne."


På GAFFA er vi naturligvis mest interesseret i musik-kategorien, og her er de nominerede:

Electrojuice
Kiss Kiss Kiss (billedet)
Fagget Fairys

Juryen i denne kategori ser sådeles ud:

Peter Ramsdal, redaktør på musikmagasinet Gaffa, (formand)
Kjeld Tolstrup, DJ, programvært P3
Djuna Barnes (Maria Gerhardt), dj og anmelder på blandt andet Information

Som sagt er det kun særligt indbudte gæster, som kommer ind til dette arrangement d. 24. oktober, men vi vil naturligvis informere om vindere til awardshowet, og hvad vi nu ellers kan finde på at informere om.

ANNONCE