Nyhed

Glasvegas udsender julealbum d. 1. december

Den skotske kvartet indrømmer, at de har haft mere end almindelig travlt for at få endnu en plade udgivet inden jul

Det skotske band Glasvegas har på det sidste haft gevaldigt travlt med at færdiggøre et nyt julealbum ved navn ”A Snowflake Fell (And It Felt Like A Kiss)”. Albummet når lige at ryge i julehandlen, da det allerede kan købes fra d. 1. december.

Dette sker altså umiddelbart efter, at deres selvbetitlede debutalbum er i salg fra d. 3. november, og at de d. 17. november spiller til en udsolgt koncert i Lille Vega.

Bandmedlemmerne arbejdede eftersigende 29 timer i streg på den sidste dag i studiet for at få færddigjort julepladen. Sanger James Allan fortæller følgende til BBC’s hjemmeside:


"En af gutterne, som arbejdede på pladen var så træt, at han begyndte at hallucinere. Han så en person i en trøje med firkanter, som stod i studiet og vinkede til ham. Det giver et fingerpeg om, hvor intenst det var. Vi havde mega travlt med at få pladen gjort færdig.”

Sangeren fortæller også, at bandet ønskede at fange jule-ånden frem for at repetere klassiske tilgange til julesange. Med titler såsom ”Cruel Moon” og ”Careful What You Wish For” rettes tankerne hen imod den lidt mørkere side af juletiden. I den forbindelse fortæller James Allan videre:

”Alle mennesker kan jo ikke have en jul som Cliff Richard. Jeg havde aldrig gået efter en mørk eller lykkelig plade. Jeg tror, at når folk mødes med deres familier, så overdriver de deres lykke. Men samtidig tror jeg, at folk blæser deres ensomhed ud af proportioner, hvis de ikke har nogen, som de kan mødes med. Det er bare fordi, at julen er overalt, og at alle andre er lykkelige. Jeg tror, at pladen indeholder nogle af disse tanker og stemninger.”


Albummet byder på fem nyskrevne numre samt en coverversion af den kendte julesang "Silent Night". Bandet, som for nylig spillede opvarmning for Oassis, håber at kunne debutere med nogle af numrene, når de tager på turné her til vinter.

”A Snowflake Fell (And It Felt Like A Kiss)” bliver udgivet 1. december som download og i begrænset oplag som dobbelt-disc i form af en revideret udgave af deres selvbetitlede debutplade. Om denne dobbelt-disc også bliver tilgængelig herhjemme er endnu uvist, men i hvert fald udkommer den i digital form. 

 


 

ANNONCE