Nyhed

Savage Rose i topform ved turnépremiere

Thomas Koppels ånd lever videre i en rose så stærk og smuk som nogensinde

Der var mange, der troede, det var enden på Savage Rose, da gruppens komponist og tangentspiller Thomas Koppel døde pludseligt i februar, kun 61 år gammel. Men hans enke og anden halvdel af den faste Savage Rose-kerne, Annisette, var hurtigt ude og forsikre, at gruppen fortsatte – i Koppels ånd.

Et nyt album er under færdiggørelse, og Savage Rose indledte i aftes en storstilet Danmarksturné og leverede dermed den første Savage Rose-koncert efter Koppels alt for tidlige død. Derfor var GAFFA.dk draget til Kulturhuset Pavillonen i Grenaa for at se, om Savage Rose kunne løfte den tunge arv med deres nye besætning.

Og lad det være sagt med det samme: Savage Rose anno 2006 er så stærke som nogensinde. Thomas Koppel er selvsagt uerstattelig, men Savage Rose har fundet en mere end kompetent efterfølger i det 31-årige østjyske multitalent Palle Hjorth, der har spillet tangenter – primært Hammond-orgel – for så forskellige navne som På Slaget 12, Hush, Peter Sommer og PowerSolo.

Bevæbnet med hele fire tangentinstrumenter – Hammond-orgel, flygel, et forstemt, næsten spilledåselydende opretstående klaver og en harmonika – viste unge Hjorth både en overlegen musikalitet og en voldsom energi, når han lod fingrene danse hen over klaviaturerne, mens hele overkroppen vuggede med.

Annisette var også i storform. Det er tydeligt, at hun ikke har villet lade sig slå ud af tabet af sin livsledsager, men bære hans musikalske arv videre, og det gør hun da også med respektindgydende styrke. Sammen med en fortrinligt orkester leverede hun og Hjorth en fortræffelig koncert, som både gav smagsprøver på gruppens kommende, længe ventede, album og højdepunkter fra det store bagkatalog og understregede, at Savage Rose anno 2006 er en rose så stærk og smuk som nogensinde.

 

 

Læs anmeldelsen af koncerten

ANNONCE