Nyhed

Eddie Vedder skriver baseball-sang

Sangen "All The Way" er en hyldest til baseball-holdet Chicago Cubs

På opfordring af den tidligere Chicago Cubs-spiller og træner (og nuværende Hall Of Famer) Ernie Banks har Eddie Vedder skrevet en sang, der hylder baseball-holdet.

Sangen har fået titlen "All The Way", og den blev optaget, da Vedder spillede i The Auditorium Theatre i Chicago i august måned.

Den optagelse er nu blevet så populær på sportsbarer i byen, at man har besluttet at sælge den som download via Pearl Jams officielle webside.


Der arbejdes desuden på at lave et særtryk, så man også kan få den i en souvenir-udgave på enten cd eller vinyl.

Eddie Vedder har været fan af holdet hele livet og har ved flere lejligheder sunget baseball-sangen "Take Me Out To The Ball Game" samt kastet den første bold på hjemmebanen Wrigley Field.

Pearl Jam-sangerens single kommer efter, at The Hold Steady sidste år hyldede holdet Minnesota Twins med en særlig udgave af førnævnte "Take Me Out To The Ball Game", hvor teksten var rettet til med referencer til deres yndlingshold.


Vedder er for øvrigt heller ikke den første til at hylde The Cubs. Mountain Goats gjorde det i fin stil tilbage i 1995 på ep'en "Nine Black Poppies", hvor de forudser, at The Cubs vil slå samtlige hold i ligaen.

ANNONCE