Nyhed

Ane Brun kommer til Danmark

Den norske sangerinde gæster igen landet og kommer både til Århus og København i efteråret

Den norske singer/songwriter Ane Brun har siden 2003 udsendt en række albums og live-udgivelser, hvor hun blandt andet har sunget duetter med blandt andre Teitur. Den svensk bosatte sangerinde vender nu tilbage til Danmark og giver koncerter på både Vega og Musikhuset Århus.

Det seneste år har Ane Brun turneret rundt i verden med stor succes, og den store sangstemme er blandt andet blevet sammenlignet med Jeff Buckley af den engelske musikguide Muso. GAFFAs anmelder var også bjergtaget, da Ane Brun sidste gang var i landet til sidste års Spot Festival og gav koncerten fem stjerner:

"Hold da helt op en stemme, hun har. Virkelig rystende god. Den er sin egen, men ikke mere sin egen, end at Ane Brun havde helt og aldeles fuldstændig kontrol over den. Nogen gange vibrerede den, enten hurtigt eller langsomt, andre gange var det klokkerent og lige på. Nogle gange blev der sunget ganske dybt, andre gange i det høje leje på bedste vis. Smuk er stemmen i alle tilfælde."

Ane Brun kan opleves med tre korsangere og med sangerinden Rebekka Karijord som opvarmning, når hun kommer til landet til efteråret. Her kan hun opleves i Lille Vega 4. november og i Musikhuset i Århus 5. november.

ANNONCE