Nyhed

Big Bang 09 aflyses

Dj-eventen i Parken med Armin Van Buuren bliver ikke til noget

Der var navne som Sasha, Laurent Garnier og Armin Van Buuren på plakaten til Big Bang 09 i Parken 8. maj, men det er netop blevet offentliggjort, at de ikke lægger vejen forbi landet i denne omgang, da arrangementet er blevet aflyst.

Det er det svigtende billetsalg, der er grunden til, at arrangørerne har valgt at trække stikket ud på arrangementet. I en pressemeddelelse fremgår det, at kun cirka halvdelen af billetterne var blevet solgt, og derfor vælger man at droppe festen og i stedet fokusere på arrangementer til efteråret. I pressemeddelelsen udtaler en af arrangørerne, Adam Falbert, blandt andet:

"Vi havde samlet et musikprogram, som aldrig er set før i Danmark på den elektroniske scene. Og vi må blot konstatere, at billetsalget ikke levede op til vores forventninger. I stedet for at gennemføre arrangementet for en halvt fyldt Parken med ca. 10.000 gæster uden den tætte stemning der skal være til et sådan arrangement, vil vi i stedet lave musikevents i andre rammer, hvor vi kan sikre den oplevelse, som det skal være at se de verdensstjerner, vi har lavet aftaler med".


Der arbejdes desuden på at afholde et nyt arrangement 8. maj med et af navnene fra Parken, franske David Guetta, men det er endnu ikke faldet fuldstændigt på plads.

De mange, der trods alt har købt billet til det nu aflyste arrangement, får deres penge tilbage ved at henvende sig der, hvor billetten er købt.

ANNONCE