Den franske sangerinde spiller den kvindelige hovedrolle i filmen "Antichrist"
Sidste år kom det frem, at Charlotte Gainsbourg er i gang med en opfølger til albummet "5:55", og at hun blandt andet har indspillet en del materiale til pladen sammen med Beck. Men albummet lader fortsat vente på sig, og nu ser det ud til, at Lars von Trier måske bærer en del af skylden for, at det endnu ikke er færdiggjort.
Han valgte nemlig den franske sangerinde/skuespillerinde til at spille den kvindelige hovedrolle i sin kommende film, der har fået titlen "Antichrist". Her spiller Gainsbourg overfor Willem Dafoe i en film, der fortsat er omgæret af en del mystik. Udover traileren, der netop er blevet offentliggjort, er navnene på de to hovedroller og følgende udtalelse det eneste, der er kommet frem om filmen:
"Et par i dyb sorg tager til 'Eden', deres hytte i skoven, for at komme videre i livet og redde deres forhold. Men de mister kontrollen, da naturen griber ind. Charlotte Gainsbourg og Willem Dafoe spiller hovedrollerne i Lars von Triers 'Antichrist'. En intens fortælling om ondskab, magt og kærlighed mellem to mennesker".
Det forventes, at "Antichrist" senere på måneden vil blive offentliggjort som en af deltagerne til dette års filmfestival i Cannes. "Antichrist" har dansk premiere 29. maj.