Nyhed

Nyt Robbie-album til november

"Reality Killed The Video Star" er lige om hjørnet

GAFFA citerede tidligere italiensk MTV om, at udgivelsesdagen var 23. oktober, men pladeselskabet EMI oplyser, at den rigtige dato er 9. november.

Robbie Williams er omsider ved at være klar med opfølgeren til 2006-albummet "Rudebox". Albummet får titlen "Reality Killed The Video Star", et lille ordspil på Buggles-klassikeren "Video Killed The Radio Star" fra 1979, og er på gaden 9. november. Det oplyser hans pladeselskab EMI. Singleforløberen "Bodies" udkommer 12. oktober.

Albummet bliver Robbies ottende studiealbum fra og med debuten "Life Thru A Lens" fra 1997 og er produceret af Trevor Horn, kendt for produktioner for blandt andre Frankie Goes To Hollywood, Simple Minds, Seal, Pet Shop Boys, t.A.t.U. og mange flere.


Siden Robbie udgav sit sidste album, er hans gamle band Take That blevet gendannet med stor succes, hvilket har medført adskillige spekulationer om, hvorvidt Robbie var på vej tilbage i Take That. Partnerne har mødtes, og Take That har erklæret sig åbne over for at få Robbie med i gruppen igen, men han har indtil videre sagt nej tak for at fokusere på sin solokarriere.

 

 


 

ANNONCE