Nyhed

CALLmeKAT er inviteret til både EuroSonic og SXSW

Den danske indiepop-prinsesse skal spille næste år på de to velkendte branchefestivaler

Sidste år udgav Katrine Ottosen, der skaber sin indiemusik under navnet CALLmeKAT, den roste debutplade "Fall Down", som nu står til at blive udgivet i USA. Laptop-singer/songwriteren kan nu annoncere, at hun både spille på EuroSonic Festival i Holland og på SXSW i Austin, Texas.

CALLmeKAT har haft et travlt år med en lang række koncerter, hvor hun både har varmet op for navne som Au Revoir Simone, Mugison og Okkervil River og også har stået på egne ben foran publikummet på Umeå Festival i Sverige, den tjekkiske Electron Festival og den tyske Reeperbahn Festival. Nu tager sangerinde endnu et skridt op ad rangstigen med de kommende koncerter i 2010.

Katrine Ottosen har med ep'en "I'm In A Polaroid – Where Are You?" og ikke mindst albummet "Fall Down" vist, at hendes sangmateriale også er i orden. Debutalbummet fik fire stjerner i GAFFA, og anmelderen Michael Jose Gonzalez skrev desuden:

"Ligesom katte-kollegaen Chan Marshall inddrager Ottosen personlige covers af andre kunstneres numre. Udgaven af 'The Cures Lovecats' er såmænd fin, med lidt ligegyldig, imens den forrygende flabede og lumre version af Britney Spears' 'Toxic' bestemt nyder godt af Call Me Kats indpakning. Alt i alt skaber hun med sin spinden og knurren et spændende lydbillede, der kæler for lytteren, og potentielle katteelskere har en nærværende oplevelse til gode."

Albummet er lavet i samarbejde med produceren og musikeren Daniel Fridell, som også vil være at finde ved hendes side, når CALLmeKAT gæster de vigtige branchefestivaler. EuroSonic Festival løber stablen midt i januar, mens SXSW finder sted i marts 2010.

ANNONCE