Nyhed

The Bronson Brothers på vej med debutalbum

"The Melody Bronson" er på gaden i slutningen af februar

Det er allerede et par år siden, at Silkeborg-gruppen The Bronson Brothers fik et P3-hit med "The Tide" med gæstevokal af franske SoKo. Og tilbage i januar 2008 spåede GAFFA dem til "at blive store i 2008". Helt så hurtigt gik det imidlertid ikke. Bronson Brothers spillede ganske vist på Spot Festival i 2008, og samme år skrev de også kontrakt med pladeselskabet Speed Of Sound alias Kristian Leth og brødrene Frederik og Fridolin Nordsø.

Imidlertid afbrød Speed Of Sound og Bronson Brothers siden samarbejdet, og nu kan The Bronson Brothers så oplyse, at de har skrevet kontrakt med pladeselskabet Tactic Records, der tidligere har udgivet plader med Decorate.Decorate., Death To Frank Ziyanak, Lily Electric, Ibrahim Electric, Viva Vertigo, Kå og Sophie Woods. Og 22. februar 2010 udgiver de så omsider debutalbummet med titlen "The Melody Bronson", et lille ordspil på det klassiske Serge Gainsbourg-album "L'Historie de Melody Nelson". Albummet kommer både som cd, vinyl og som download.

"Vi har nu arbejdet med "The Melody Bronson-albummet" i snart halvandet år. Det er lang tid at holde et så omfattende projekt i gang," udtaler The Bronson Brothers' ene halvdel, Ted Bronson. "Albummet har vokset sig stort og fyldigt, og det er blevet os meget magtpåliggende at udsende det på så god en måde som muligt. Tactic Records har tilbudt os en aftale, som vi ikke har kunnet sige nej til. De tilbyder os præcis det engagement og den arbejdsomhed, som vi synes "The Melody Bronson" fortjener. Vi glæder os uendelig meget til at se albummet få luft under vingerne. Vi går en god tid i møde."
 
Indspilningerne til "The Melody Bronson" har fundet sted i studierne Delta Lab og Motor City og i de gamle B&W-bygninger på Københavns havn. Desuden er der bidrag fra gæstemusikere indspillet i såvel London, Paris som USA.
 
The Bronson Brothers har sideløbende med arbejdet på deres debutalbum givet stribevis af koncerter i Danmark og i Tyskland og Frankrig. Både på egen hånd og som opvarmning for blandt andre The Broken Beats, PowerSolo og Mani Spinx.


The Bronson Brothers' pladeselskab Tactic Records forventer i øvrigt at udgive flere interessante plader i 2010.

ANNONCE