Nyhed

Elisabeth udsender nyt

Sangerinden er klar med albummet "Salto Mortale", der udsendes den 23. marts

"Salto Mortale" er titlen på Elisabeth Gjerluff Nielsens opfølger til albummet "Matiné", der udkom i 2004. Titlen har betydninger som "dødeligt spring", "kolbøtte i luften" eller "stor omvæltning". Der er dermed lagt op til et meget personligt udtryk, og pladen betegnes da også i en pressemeddelelse udsendt af Playground Music som "Elisabeths mest hudløse til dato", hvilket sangtigtler som "Tøvende Hænder", "Voldelig Tavshed", "Vask Mig Ren" og "Mund Af Fløjl" også tyder på.

Grundsporene til "Salto Mortale" er produceret af Elisabeth selv i hendes hjemmestudie og er efterfølgende blevet færdigproduceret i samarbejde med den nu afdøde Hilmer Hassig, der også spiller guitar og bas, samt Jesper Siberg, der medvirker på synthesizer og programmering. Desuden optræder navne som Jacob Binzer (D-A-D), Mads Michelsen (Gnags), Henrik Hall (Love Shop) og Jonas Berg.

Elisabeth, der er søster til Peter A. G. Nielsen fra Gnags, blev først kendt som sangerinden i new wave-gruppen Voxpop i starten af 80'erne. Efterfølgende gjorde hun sig bemærket som en højst personlig kunstner, der blandt andet har udforsket mulighederne for brugen af synthesizere i rock. Hun har desuden skrevet sange til en lang række af danske kunstnere, ligesom hun har udgivet en række børneplader, børnebøger, en voksenroman og en gendigtning af tekster fra Det Gamle Testamente. Hun medvirkede også ved de to mindekoncerter for Hilmer Hassig i Store Vega den 13. og 14. februar.


"Salto Mortale" udkommer den 23. marts.

ANNONCE