Nyhed

Gavin DeGraw udsender nyt

Sangeren har samlet en række gamle og nye sange på albummet "Free"

Det er ikke engang et år siden Gavin DeGraw udsendte sit seneste album, men alligevel er sangskriveren nu klar med en ny samling sange, der udsendes 31. marts med titlen "Free". Ifølge DeGraw er der tale om en blanding af sange skrevet i studiet samt meget gamle sange og et enkelt covernummer.

Det drejer sig om et nummer skrevet af Chris Whitley, der døde i 2005 kun 45 år gammel. Sangen hedder "Indian Summer", og på sin officielle webside skriver DeGraw, at indspilningen af sangen er hans måde at introducere Whitley til sine fans. Der er mere guf for fans i form af indspilninger af sangene "Dancing Shoes" og "Glass", der er gamle sange "som kun mine die-hard fans kender", udtaler DeGraw.

Der er dog også nyt materiale indspillet i studiet i de ti uger DeGraw brugte i et studie i New York sammen med produceren Camus Celli, der tidligere har indspillet med Tina Turner og David Byrne. Den korte indspilningstid var ifølge DeGraw med til at holde musikken simpel og rå.


"Dette album afslører den ærlighed, der er omkring min kærlighed til musik. Det handler ikke om det største, det stærkeste eller det højeste. Det handler om simpeltheden i den reneste form. Den [pladen, red.] lyder ikke som den store maskine. Den lyder som der, hvor man tager hen for at undgå den store maskine".

Gavin DeGraw udsender "Free" 31. marts. Han kan desuden opleves i KB Hallen 4. juni og til Skive Beach Party 5. juni.

ANNONCE