Live-scenen vil i dialog med kulturministeren

Som vi skrev om i går, har spillestederne i Danmark også kunnet mærke den allestedsnærværende økonomiske krise, og det har fået fire af livescenens aktører til at få foretræde for kulturminister Carina Christensen (K) og overrække hende tre kulturpolitiske statements. Nærmere betegnet er der tale om brancheorganisationerne [spillesteder dk], ROSA (Dansk Rock Samråd), Festivaldanmark og MXD (Music Export Denmark). Organsationer, der varetager interesser for henholdsvis landets spillesteder, den rytmiske musik generelt, landets 16 største festivaler og promovering af musik i udlandet.

De fire organisationer har også udsendt deres oplæg som pressemeddelelse, og her fremgår det blandt andet, at organisationerne ”opfordrer Kulturministeren til at gå forrest i skabelsen af et nyt ’produkt’ med udspring i livemusikken, til erstatning for det økonomiske fundament for talentudvikling, som salget af plader tidligere var.”

De fire organsationer skriver videre, at ”Kulturministeren bør følge op med nye løsningsmodeller for dansk musikliv – hvor kulturpolitik, teknologi og kommerciel drift samles i et koncept, der minder om det, vi i dag kender fra filmindustrien.”

Endelig skriver organisationerne, at ”Vi anbefaler Kulturministeren at kvalificere de offentlige pengestrømme inden for musikområdet bedre, således at kunst og kulturressourcer fokuseres mere på udvikling end på opretholdelse.”

Behov for nødpakke

GAFFA.dk fangede Jakob Brixvold, sekretariatsleder i [spillesteder dk], for at få en uddybning af branchefolkenes ønsker.

I skriver, at ”kulturministeren skal gå forrest”, men det er vel også jer i branchen, der skal komme med nogle konkrete idéer til, hvad I vil have?

– Ja, og det gør vi også. Men vi er jo fire organisationer, der er gået sammen, så vi har med vilje fundet nogle tilpas bløde formuleringer om, hvad det er, vi er interesserede i.

Hvad er det for et ”nyt ’produkt’ med udspring i livemusikken”, I tænker på?

– Nu har vi jo med vilje skrevet ’produkt’ i gåseøjne, men det er fordi, man skal prøve at tænke på en koncert som et produkt, man kan tjene penge på, på samme måde, som man i gamle dage kunne kalde en cd et produkt, man kunne tjene penge på. Vi kunne også godt tænke os, at livescenen blev mere producerende, frem for reproducerende. Altså at man lagde mere vægt på den skabende kunst frem for den reproducerende, og også skabte nogle mere unikke, mere event-agtige koncertbegivenheder.

Hvad mener I så med denne formulering?: ”Kulturministeren bør følge op med nye løsningsmodeller for dansk musikliv – hvor kulturpolitik, teknologi og kommerciel drift samles i et koncept, der minder om det, vi i dag kender fra filmindustrien.”

– Det kunne for eksempel være, at man oprettede to centrale produktionssteder for livemusikken, som kunne hjælpe spillestederne med eksempelvis at skabe en særlig scenografi og en særlig iscenesættelse på et spillested. Vi har mange andre idéer, men jeg kan desværre ikke komme ind på dem alle nu.

Jakob Brixvold tilføjer:

– Det, der er vigtigt for os at slå fast er, at vi har brug for en nødpakke i form af et enkeltbeløb på 10 millioner kroner. Desuden er der brug for en revidering af spillestedsloven fra 1999. I forarbejdet til loven blev det beregnet, at 68 millioner om året var, hvad der skulle til for at subsidiere området. Imidlertid blev der kun vedtaget det halve - 34 millioner - som nu efter ti år er fremskrevet til knap 40 millioner. Vi mangler altså fortsat loven i sin fulde udstrækning. Og så vil vi gerne have, at kulturministeren ser på kravet til spillestedernes egenindtjening i forhold til offentlig støtte, som for tiden er 70 procent, og det synes vi er for højt.

Jakob Brixvold fortsætter:

– Endelig synes vi, at der stadig bliver givet for meget støtte til den bevarende musik i forhold til den skabende. Vi vi helst ikke gå ind og sige, at der skal gives mere i støtte til den rytmiske musik i forhold til den klassiske, for vi føler os på mange måder beslægtede med den moderne, nyskabende klassiske musik. Men det er et problem, at et symfoniorkester koster lige så meget som hele spillestedsloven, og dem er der fem af, eller at DR’s nye koncerthus koster det samme som spillestedsloven i 40 år.

Jakob Brixvold slutter af med at påpege, at de fire brancheorganisationer havde et godt møde med Carina Christensen, og at parterne ser frem til et fortsat godt samarbejde.

Oplægget

Hele de fire brancheorganisationers oplæg ser i sin helhed ud som følger:

”Strukturer og konjunkturer i musikkulturen er i opløsning! Pladebranchen, der tidligere var livsnerven og det økonomiske fundament i rytmisk musik, har mistet sin centrale rolle, og livemusikkens visuelle, nærværende og unikke udtryk ser ud til at få en mere central rolle i fremtiden. Den kunstneriske udvikling i de rytmiske musikmiljøer er i top, og publikum vil mødes med den idérigdom og nuancering som kunstnerne i dag ønsker- og kan levere. For at sikre denne fortsatte udvikling og gøre dansk livemusik attraktiv, på den hjemlige og udenlandske scene, opfordrer vi Kulturministeren til at gå forrest i skabelsen af et nyt ’produkt’ med udspring i livemusikken, til erstatning for det økonomiske fundament for talentudvikling som salget af plader tidligere var.”

”Det er nu vi skal høste frugterne af det fremsynede arbejde, som landets kulturpolitikere, sammen med det daværende Statens Musikråd og et enigt musikmiljø såede kimen til, med ’spillestedslovens’ tilblivelse i 2000. Ambitionen om et styrket livemiljø har virket efter hensigten; Kommunerne har sammen med Staten taget ansvar for udvikling af en ungdommelig og kulturel politik på den levende musiks område, og spillestederne kan i dag løfte implementeringen. Kulturministeren bør følge op med nye løsningsmodeller for dansk musikliv – hvor kulturpolitik, teknologi og kommerciel drift samles i et koncept, der minder om det vi i dag kender fra filmindustrien.”

”Vi anbefaler Kulturministeren at kvalificere de offentlige pengestrømme indenfor musikområdet bedre, således at kunst og kulturressourcer fokuseres mere på udvikling end på opretholdelse. At musik er småt/smalt eller gammelt må ikke være diskvalificerende, men fortsat drift er afhængig af udvikling. Tilskud til opretholdelse, alene på grund af det bevaringsværdige, er en museal, kulturbevarende forpligtelse, som ikke kan stå alene i en dynamisk kunst- og kulturpolitik. Den nuværende tilskudspolitik på musikområdet er alt for elitær, reproducerende og ensemblebaseret. Tænk hvis vi tilsvarende havde en billedkunststøtte, der fokuserede meget mere på at genskabe Rembrandt, frem for at udvikle nye værker.”