Nyhed

Slåskampe og søvnløshed forud for Yo! Majesty-koncert

Naturlig forklaring bag torsdagens tvivlsomme Vega-show

Efter gårsdagens kaotiske Yo! Majesty-præstation i Lille Vega (læs GAFFAs anmeldelse) fik GAFFAs udsendte sig en snak med to unge tyske dokumentarister, der følger Yo! Majesty rundt i Europa. Den absurditet, der prægede koncerten, har et naturligt udspring i en midlertidig udskiftning i Yo! Majesty-besætningen.

For at forstå situationen skal man tre år tilbage i Yo! Majesty regi. Dengang bestod gruppen af tre medlemmer – Jwl B, Shunda K og Shon B (billedet forestiller de to sidstnævnte). Men på grund af enorme interne stridigheder blev det tredje medlem Shon B smidt ud af gruppen, hvorefter Yo! Majesty fortsatte som duo. Kort efter begyndte succesen så småt at vise sig, og Yo! Majesty fik for alvor vind i sejlene.

Men i slutningen af 2008, efter et år med fantastiske anmeldelser og global hype samt lanceringen af en omfattende verdenstour med 53 job, røg Jwl B i fængsel. En hurtig løsning måtte findes, og det udsmidte medlem Shon B blev hentet ind igen.


Ifølge de to skræmte tyskere – der virkede lettede over at have nogen at fortælle det til - har tiden dog ikke lagt en dæmper på de stridigheder, der i første omgang fik Shon B smidt ud. Op til den københavnske koncert havde en kombination af koncerter, brutale slåskampe og konstante skænderier holdt de to rappere søvnløse og sammenholdet på et nulpunkt.

Med de resterende 35 jobs på touren in mente bliver det spændende at se, hvor lang tid Yo! Majesty holder. Til gengæld kan man nok forvente en underholdende og tragikomisk tourdokumentar inden for det næste års tid.

ANNONCE