Nyhed

U2 til Horsens?

Musikfolk gætter på, at Bono & Co. vil åbne Horsens' nye rockarena til august, og arrangøren vil ikke benægte det

Det er ved at være et par år siden, at der sidst har været en helt stor stadionkoncert med et internationalt topnavn i Horsens, men nu rører musikbyen på sig igen. Til august åbner nemlig Horsens' nye rockarena, som er stadion, der er bygget om for en kvart milliard, så det nu får plads til 30.000 tilskuere. Og pålidelige folk i musikmiljøet gætter på, at stadion åbner med en koncert med et af verdens absolut største rocknavne, U2.

Koncertarrangøren i Horsens & Friends, Frank Panduro, manden, der i 2006 trak både Madonna og Rolling Stones til byen, bekræfter over for Århus Stiftstidende, at det ombyggede stadion, også kendt som Casa Arena, åbnes med en stor koncert. Han vil dog ikke kommentere rygterne om U2.

”Jeg vil hverken be- eller afkræfte det, men det bliver en meget stor åbningskoncert, som offentliggøres i nær fremtid,” siger Frank Panduro til Århus Stiftstidende. Og da navne som Madonna, Bruce Springsteen og Coldplay som bekendt til sommer skal optræde i henholdsvis Parken (Madonna) og ved Messecenter Herning, så er U2 et godt bud. Gruppen udsender 2. marts deres nye album ”No Line On The Horizon” og tager efter alt at dømme på turné oven på udgivelsen, vanen tro.

U2 er ligesom Madonna, Bruce Springsteen og Coldplay i stald hos verdens største koncertarrangør, Live Nation, men Live Nations danske chef Flemming Schmidt benægter imidlertid over for Århus Stiftstidende, at U2 skulle komme til Horsens. Til gengæld bekræfter han, at det er et af selskabets navne, der vil spille til åbningskoncerten. Hvem det bliver, vil han dog ikke afsløre.

”Men det bliver ikke Bamses Venner,” tilføjer han drilsk til Århus Stiftstidende. Her kan man tilføje, at Bamses Venner i øvrigt slet ikke bookes af Live Nation, men af MN Music.

Frank Panduro fortæller til Århus Stiftstidende, at han om kort tid offentliggør dato og program for den store åbningskoncert af stadion.

”Det bliver stort. Vi glæder til at få prøvet vores nye stadion af, der er ombygget til at rumme store koncerter,” siger Frank Panduro.

”Faciliteterne er hypermoderne både i forhold til at afvikle musikken og gøre koncerterne komfortable for publikum,” fortsætter Frank Panduro.

GAFFA.dk følger op på sagen i den kommende tid.

ANNONCE