Den amerikanske sangerinde skal spille i Koncerthusets største sal, Koncertsalen
Titlen på Beth Harts kommende turné er "Up Close and Personal - The Acoustic Tour", som dækker over forsøget på at skabe en intim live-oplevelse uden et stort orkester tilsat en ordentlig bunke strøm. En række datoer er tidligere offentliggjort, og nu er DR's nye koncertsal så kommet til. Nu er spørgsmålet bare, om den intime følelse kan skabes i Koncerthusets store sal, der nu igen bliver testet med en ny artist, en ny lyd og et nyt publikum.
Beth Hart har udgivet fem albums siden sin debut med "Immortal" i 1996, og hun har igennem sit musikalske virke bevæget sig rundt imellem genrer som rock, blues og soul. Den amerikanske sangerinde med et liv, der tidligere involverede store mængder af stoffer og alkohol, har efterhåndet fået opbygget en trofast følgeskare her i landet, og som en ekstra lille bonus til dem og alle andre inkluderer koncertbilletten en cd specielt lavet til denne turné. Cd'en kan kun anskaffes ved at købe en koncertbillet.
Beth Hart spiller i Koncertsalen (Studie 1) i det nye Koncerthus i DR Byen lørdag den 25. april, og billetter kan købes på dr.dk/koncerthuset.
Beth Harts akustiske turné bringer hende desuden til følgende byer:
04.15.2009 Skråen, Aalborg
04.17.2009 Magasinet, Odense
04.22.2009 Tobakken, Esbjerg
04.24.2009 Gjethuset, Frederiksværk
04.29.2009 Musikteatret, Vejle
05.01.2009 Musikhuset, Århus
05.06.2009 Skive Theater, Skive
05.08.2009 Værket, Randers
09.05.2009 Herning Kongrescenter, Herning





