De hypede skotter gæster Pumpehuset i marts
Billetterne blev revet væk, da skotske Glasvegas i november gav deres første koncert i Danmark, i Lille Vega. Nu vender de hypede, følsomme guitarrockere med de socialrealistiske tekster tilbage til København, men igen sker det på et forholdsvis lille spillested, så atter skal man være hurtig, hvis man vil sikre sig billet.
Glasvegas spiller i Pumpehuset torsdag den 5. marts. Billetsalget begynder mandag den 12. januar på Billetlugen og i landets Fona-butikker.
Da Glasvegas’ debutalbum blev udsendt herhjemme, fik det – ligesom i Skotland og England – primært fremragende anmeldelser. GAFFAs Kristian Bach Petersen gik planken ud og uddelte de maksimale seks stjerner og blandt andet følgende ord:
”Forventningerne til debutpladen fra Glasvegas har været tårnhøje, og det er en fornøjelse at se dem indfriet, med charmerende skotsk accent på 10 helt igennem flotte 60’er-inspirerede sange, der trækker en linje tilbage til landsmændene i Jesus And Mary Chain. Det er fremragende sangskrivningskunst, og en eminent storladen produktion af forsanger James Allen og Rich Costey, hvis tidligere arbejde med bands som Interpol, Muse og Mew ikke går uhørt hen.”
Koncerten i Vega fik dermed generelt en mere lunken modtagelse. GAFFAs Mikkel Falk Møller uddelte tre stjerner og skrev blandt andet:
”Lyden var mere mudret og minimalistisk, end godt var, og de fine nuancer i det ellers tindrende smukke åbningsnummer "Flowers & Football Tops" druknede helt i hvid støj og massive doser tøris. Sådan fortsatte første halvdel af koncerten, hvor de enkelte instrumenter var svære at skelne fra hinanden, og James Allans ellers svært charmerende skotske accent kom til at lyde alt for svag og ujævn. Om bandet var turnétrætte, eller om lydmanden havde en dårlig dag, er svært at spå om, men i hvert fald lagde den ringe lyd en fad dæmper og uforløst stemning over foretagendet.”
Koncerten blev også anmeldt af en del svenske medier, der generelt var meget mere begejstrede. Det resulterede i et indslag i TV2 Nyhederne, hvor en række danske og svenske anmeldere beskyldte hinanden for at have været berusede og ikke have hørt ordentligt efter.