Nyhed

Munck//Johnson på vej med treer

Duoen præsenterer også deres nye liveband på Huset i Magstræde i København ultimo januar

Det er et stykke tid siden, vi har hørt fra duoen Munck//Johnson alias sangerinden Camilla Munck og guitaristen og korsangeren Moogie Johnson. Nu er de imidlertid på vej med deres tredje album, som udkommer til foråret. Samtidig har gruppen fået et nyt live-band, som de præsenterer ved en koncert på Huset i Magstræde i København torsdag den 29. januar. Bandet består af guitaristen Søren Bigum, bassisten Henrik Poulsen og trommeslageren Søren Poulsen, der alle er kendt fra Peter Sommers live-orkester, som for nylig fik navnet Tiggerne.

Også Munck//Johnsons kommende album bliver præget af en række gæstemusikere modsat tidligere, hvor Munck og Johnson selv har stået for størstedelen af instrumenterne.

Moogie Johnson omtaler over for GAFFA.dk duoens nye album som "et fremadskuende roots-album" og tilføjer: – De smukke ballader kryber, som på de foregående plader, intenst ind under huden, som rammes man af dagens sidste lys – denne gang med et modspil af sange, der trækker op som mørke faretruende skyer.


Camilla Munck og Moogie Johnson har begge en fortid i countrygruppen Wynona, som udgav to meget roste album i henholdsvis 2002 og 2003, før de gik i opløsning. Moogie Johnson var dog gået ud af gruppen, inden den udgav sit andet album. I 2004 udgav Munck//Johnson så deres debutalbum "Unlike You", og i 2006 opfølgeren "Count Your Blessings". Begge album er meget afdæmpede og melankolske og har fået fremragende anmeldelser i ind- og udland. Sidstnævnte album fik fire ud af fem stjerner i det prestigefyldte engelske musikblad Mojo og blandt andet følgende ord: "Deres album er lige så vægtløst som en fjer, der berører en boble". GAFFAs Finn P. Madsen uddelte fem ud af seks stjerner og skrev blandt andet: "'Count Your Blessings" er et mesterstykke i, hvordan man udvisker sig selv, og alligevel formår at krybe ind under huden med hver en strofe."

I 2006 udgav Munck//Johnson i øvrigt en split-single sammen med Pluto og i 2008 en live-ep.

Foruden koncerten i Huset i Magstræde kan Munck//Johnson i den kommende tid opleves følgende steder:


17. februar: Trinitatis Natkirke, København

20. marts: Vanløse Kulturhus, med The State, The Market & The DJ

Munck//Johnson på MySpace


ANNONCE