Nyhed

Omfattende Lee "Scratch" Perry Grammy-optræden?

Der går rygter om, at Perry er ved at samle sig et noget overraskende sammensat band

De nyeste Grammy-rygter går på, at reggae- og dub-kunster Lee "Scratch" Perry har planer om at samle et band, bestående af en noget bizar blanding af forskellige musikere, til at bakke ham op, når han skal spille til dette års Grammy-uddeling.

Ifølge Pitchfork, skulle Perry være ude efter navne som Dave Sitek og Kyp Malone fra det eksperimenterende amerikanske rock-band TV On The Radio, Brian Chippendale fra noise-rock-duoen Lightning Bolt, multiinstrumentalisten Andrew W.K., og et par stykker fra indie-rock-bandet Vampire Weekend. Hvis rygterne taler sandt, så må det siges at være en meget opsigtsvækkende blanding af musikere, der nok skal løfte et par øjenbryn.

Lee "Scratch" Perry er med sin plade "Repentance", der udkom sidste år, nomineret for bedste reggae-album ved dette års Grammy-uddeling. Rygterne om Perrys besynderlige band-sammensætning bliver mere plausibel i lyset af, at "Repentance" er produceret af Andrew W.K. og gæstes af Brian Chippendale.


David Sitek fik, ifølge Pitchfork, en opringning fra Perry, hvor han blev spurgt om ikke han og Kyp Malone ville være med til at spille i Perrys band til Grammy-showet. Sitek skulle, muligvis med en ironisk eller sarkastisk distance, have svaret: "Oh Yeah! OK!".

Sitek, der blandt andet har arbejdet sammen med navne som Yeah Yeah Yeahs, Scarlett Johansson og Foals, er i øjeblikket ved at arbejde sammen med rapperen Wale fra Washington DC i forbindelse med Wales ikke-navngivne debutalbum.

ANNONCE