Den danske festival får sandsynligvis besøg af den britiske ska-gruppe
Der florerer rygter om, at det engelske pop- og ska-band Madness fra London skal give koncert på årets Roskilde Festival. Intet er dog officielt blevet bekræftet endnu, men ifølge en blog på madness-central.com skulle et besøg til Danmark 5. juli være en realitet.
Madnes blev dannet tilbage i 1976 og består idag, efter en smule udskiftning i forhold til udgangspunktet, af de syv medlemmer Graham “Suggs” McPhearson, Cathal “Chas Smash” Smyth, Lee “Kix” Thompson, Mike “Monsieur Barso” Barson, Mark “Bedders” Bedford, Dan “Woody” Woodgate og Chris “Chrissy Boy” Foreman.
Bandet havde deres storhedstid i 1980'erne, hvor de i løbet af årtiet tilbragte hele 214 uger på Storbritaniens single-hitliste, og var dermed sammen med UB40 den gruppe, der lå længst tid på hitlisten i løbet af 80'erne.
Det seneste album fra Madness hedder "The Dangermen Sessions Vol. 1" og er fra 2005, men der er planer om at udgive en ny plade i løbet af marts måned 2009 under titlen "The Liberty of Norton Folgate".





