Nyhed

Raphael Saadiq vender tilbage

Soulstjernen giver sin anden danske koncert i år til oktober

Sidst soulsangeren Raphael Saadiq gæstede København, kunne han opleves i et udsolgt Lille Vega. Det gav ham åbenbart smag for mere, og når han til efteråret vender tilbage, tager han munden yderligere fuld og indtager Store Vega.

Saadiq startede sin karriere i 80'erne i succesgruppen Tony! Toni! Toné! og har desuden været tidligere frontmand i r&b-projektet Lucy Pearl. De senere år har det dog handlet om de særdeles roste soloudgivelser, der alle tre har fået fem stjerner af GAFFAs anmelder.

Der var også masser af roser til Saadiq, da han i april spillede i Lille Vega, hvor sangeren bød på både solo- og Lucy Pearl-materiale. GAFFAs udsendte afsluttede sin anmeldelse på følgende vis:


"Vi fik lov at opleve et af tidens største soul-talenter og kunne gå hjem med en tilfredsstillet appetit. De, som hang ud efter koncerten, fik endda æren af at hilse på stjernen personligt. Håber, han snart kommer tilbage".

Det ønske opfyldes, nu hvor det er blevet offentliggjort, at Raphael Saadiq gæster Store Vega 14. oktober. Billetsalget starter fredag den 31. juli, og billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE