Sygdom tvinger irerne til at aflyse deres to danske koncerter i dag og i morgen
Den irske soul/pop-trio The Script skulle have givet koncert i aften i Store Vega og i morgen på Skive Beach Party. Desværre er begge koncerter blevet aflyst, da gruppens forsanger Danny O'Donoghue er blevet "svært syg", som den danske koncertarrangør ICO formulerer det.
ICO arbejder på højtryk for at finde en erstatningskoncert i Vega og opfordrer derfor billetholdere til Vega-koncerten til at beholde deres billetter, der ville kunne bruges til den nye koncert. Skive Beach Party, som i øvrigt netop kan melde udsolgt, arbejder også på et erstatningsnavn.
The Script fik stor succes med deres selvbetitlede debutalbum fra september 2008, der gav dem store hits med "We Cry" og "The Man That Can't Be Moved". Gruppen spillede en udsolgt koncert i Store Vega i december 2008, og både album og koncert fik fine, firstjernede anmeldelser i GAFFA.





