Det amerikanske punk-ikon optræder til Lyd+Litteratur i Århus
Lydia Lunch var i senhalvfjerdserne aktiv i new wave-bandet Teenage Jesus & the Jerks. Sidenhen helligede hun sig en solo-karriere, hvor hendes dunkle univers udfolder sig i både digte, skuespil, tegneserier, romaner, sange og film.
Hun har samarbejdet med en lang række af prominente navne som Nick Cave, Hubert Selby Jr., Sonic Youth, Einstürzende Neubauten, Sort Sol og William S. Burroughs.
På det seneste har hun dannet et samarbejde med den franske elektroniske musiker og DJ Philippe Petit, der blandt andet har udforsket relationen mellem musik og spoken word i det transnationale kollektiv Strings of Consciousness.
Sammen arbejder Lunch og Petit lige nu på albummet ”Twist of Fate”, der forventes udgivet senere i år. Op til udgivelsen vil de give udvalgte performances enkelte steder i Europa. Et af de steder er Lyd+Litteratur-festivalen i Århus 17. april.
Festivalen finder sted 15. - 18. april på bl.a. Lobby/Archauz i Århus. Det fulde program til Lyd+Litteratur #7 offentliggøres i slutningen af denne måned.