Bandet hyldet af deres amerikanske hjemstat
Nummeret "Do You Realize?" fra The Flaming Lips er netop blevet valgt som den oficielle sang for staten Oklahoma. Det blev offentliggjort i går, mandag den 2. marts, efter en omfattende udvælgelsesproces, hvor borgerne havde mulighed for at stemme om resultatet.
Ifølge Tulsa World havde borgerne i staten Oklahoma nomineret i alt 454 numre som blandt andet Elvis Presleys "Heartbreak Hotel", The Calls "Oklahoma" og altså også The Flaming Lips' "Do You Realize?". Af de mange nominerede sange blev ti finalister udvalgt, og i alt stemte omkring 21.000 borgere fra den amerikanske stat om udfaldet, der altså endte med en sejr til The Flaming Lips. Sangen stammer fra deres 2002-album "Yoshimi Battles The Pink Robots".
The Flaming Lips har siden 1986 udgivet i alt 11 studieplader, og i slutningen af sidste år udgav bandet den længeventede "Christmas On Mars"-film, som her på GAFFA fik tildelt fem stjerner af Lars Löbner Jeppesen.
Bandet arbejder i øjeblikket på deres tolvte studiealbum, der dog ikke er nogen udgivelsesdato på, men tidligere udtalte frontmanden Wayne Coyne til Billboard, at musikken på albummet vil lyde lidt ligesom "John Lennon møder Miles Davis med computere".





