Nyhed

Apparatjik udgiver første single

Super-sideprojektet fra medlemmerne fra Mew, Coldplay og A-Ha kaster nu en ny single af sig med navnet "Electric Eye"

Jonas Bjerre fra Mew, Guy Berryman fra Coldplay, Magne Furuholmen fra A-Ha og produceren Martin Terefe lavede sidste år en opsigtsvækkende konstellation i form af gruppen Apparatjik, der lagde ud med at lave musik til BBC2's dokumentarserie "Amazon". Nu er håbet blevet lysegrønt for et helt album med den prominente gruppe, der udsender en single i slutningen af denne måned.

Apparatjik debuterede som gruppe på kompileringen "Amazon Tribe: Songs For Survival" sidste år, hvor også Hot Chip og Will.I.Am bidrog med numre. Siden har interesserede skullet lede grundigt på internettet for at finde hoved og hale i Mew/Coldplay/A-Ha-gruppens planer, men eftersom at Apparatjiks egen Twitter-profil har annonceret singleudgivelsen, er det nu officielt.

Den kommende single hedder "Electric Eye" og eftersom det ikke er blevet anført, hvem der synger i gruppen, går spekulationerne frem og tilbage over de forskellige fansider. Derudover er flere uofficielle klip og musikstykker dukket frem på blandt andet YouTube og ikke mindst Apparatjiks egen kryptiske hjemmeside, hvor man kan gå på jagt efter lydbidder og billedmateriale.


Den fysiske udgave af "Electric Eye" er sat til at udkomme den 30. november, og i mellemtiden kan man finde en lydbid af nummeret på én af Coldplays fansider.

ANNONCE