GAFFA har snakket med forsanger Ian Gillan om koncerten i morgen i Århus, om en eventuel ny plade, og om de vil spille på Roskilde Festival
Det legendariske rockband Deep Purple har mere end fyrre år og knap tyve studiealbums på bagen, og i morgen aften, lørdag den 21. november, skal de på scenen i Scandinavian Congress Center, Århus. Vi fangede frontmand og sanger Ian Gillan på hans hotel i Bruxelles, til en kort snak om, hvad der skal ske i morgen, og bringer et par andre gode nyheder til sultne fans.
Hvordan går turnéen indtil videre?
- Den går fantastisk, mange tak, fuldstændig vidunderligt. Jeg har dog lidt tømmermænd fra i går, vi havde en friaften i Bruxelles, og jeg gik på jazzclub, og fik lidt for mange whiskeyer.
Hvad kan vi forvente af koncerten?
- Det samme gamle lort. Det forstår fansene heldigvis godt.
Hvad gør I, lige før I går på scenen?
- Jeg bruger en time på at meditere i mit omklædningsværelse. Jeg kan altid høre drengene inde ved siden af, der bliver mere og mere spændte, og bygger spændingen op, men jeg prøver at være rolig, indtil jeg går på scenen.
Hvad står der på din forplejningsliste?
- Jeg har en kedel vand og nogle te-poser, noget frugt, to hårdkogte æg og noget brød.
Hvad hører I af musik på tourbussen?
- Vi har ikke nogen tourbus, vi rejser rundt med fly, og musik er jo nærmest forbudt i Europa nu, som rygning og rævejagt.
I spillede en koncert på Jelling Festival i 2007, kunne I tænke jer at gøre det igen, måske på en større festival, som Roskilde?
- Hvis du inviterer mig, så kommer jeg!
I har ikke spillet ”Child Of Time” ved en koncert i meget lang tid, er det noget, vi kommer til at høre til koncerten i morgen?
- Nej! Vi har ikke spillet den sang i mere end tyve år. Helt ærligt, så er det jo ikke sang, det er en atletisk disciplin. Da jeg var femogtyve, kunne jeg sagtens synge den, men da jeg var niogtyve, sendte den mig på hospitalet.
I udgav pladen ”Rapture Of The Deep” i 2005. Overvejer I at lave en ny plade i nær fremtid?
- Hvor hurtigt tiden går, du godeste, så hurtigt. Men jeg tror, at det er ved at være tid til at lave en ny plade, ja. Vi snakker om at begynde på at skrive sammen igen til februar, så vi får se, hvordan det går.
Deep Purple har turneret i mere end fire årtier, og I har næsten tyve pladers materiale at vælge imellem, så hvordan vælger I, hvad I vil spille til en koncert?
- Altså, det er et spørgsmål om balance. Der er fire elementer at tage hensyn til, når man sætter et Deep Purple- show sammen. Som jeg sagde før, det samme gamle lort, alt det folk gerne vil høre, og som vi altid spiller, som ”Smoke On The Water”og ”Strange Kind Of Woman” og så videre. Så er der de mere obskure numre, som aldrig blev spillet i radioen, men som vores fans gerne vil høre, som ”Mary Long” og ”No One Came”. Så er der selvfølgelig nogen af de nye sange, fra vores seneste lp. Det fjerde element er improvisationen. Du ser måske en sætliste fra fredag og en lørdag der oprindeligt var ens, men som er fuldstændigt forskellige, når de bliver spillet, for du ved aldrig, hvad der kommer til at ske på scenen, improvisation gør koncerten farlig. Mine knæ ryster allerede, når jeg tænker på koncerten i morgen.





