Sarah Hepburn og Hero Horns er kommet på listen over kunstnere, der hylder Elvis i Jazzhouse
Tidligere på måneden kunne folkene bag projektet "We Proudly Present..." afsløre, at næste koncert hyldede Elvis og havde navne som Nikolaj Nørlund, Jacob Bellens fra Murder og sangerinden Leonora på gæstelisten. Nu bliver yderligere to navne tilføjet i form af Sarah Hepburn (billedet) og Hero Horns.
Bag navnet Hero Horns gemmer sig sangeren Johannes Nidam, der er kendt som frontmanden i det hedengangne danske band Campsite. Soloudspillet "Names, Dates & Places" fra 2006 blev rost for at være "stemningsfuld" og "traditionsbevidst" og fik fire stjerner.
Den Chicago-fødte singer-songwriter Sarah Hepburn blev også rost for albummet "Stars And Haze" og for sine optrædener på dansk jord. Nu prøver sangerinden, der også tidligere har flirtet med både americana og country, kræfter med de populære Elvis-sange sammen med resten af det danske hyldesthold.
Bagmanden bag koncertrækken, der hylder legendariske kunstnere tilknyttet pladeselskabet Sony Music, Johannes Dybkjær Andersson fra Sony Music, fortæller om det brogede kunstnerhold: "Vi har altid et mål om at blande kortene, så vi får forskellige bud på, hvordan musikhistoriens ikoner også kan lyde, og det glæder mig, det er lykkedes igen".
Koncerten "We Proudly Present ... Elvis Presley" løber af stablen den 19. november på Copenhagen Jazzhouse, hvor man også får en ekstrakoncert med Kim Kix fra Powersolo efter hyldesten. Billetter til arrangementet kan findes via GAFFA Live.