Nyhed

Interpol lufter planer om nyt album

Trommeslager Sam Fogarino fortæller, at gruppen forsøger at gå tilbage til lyden på deres første album

Medlemmerne i Interpol har siden det seneste album "Our Love To Admire" fra 2007 haft travlt med diverse sideprojekter som soloalbums og skuespillerkarrierer, men gruppen har til stadighed spillet sammen og har blandt andet besøgt danskerne på Train i Århus i år. Nu fortæller indierock-bandet om et fjerde album, som efter planen udkommer i starten af det nye år.

Den roste gruppe har arbejdet intenst med at genopdage deres lyd, som den var på deres første album. Trommeslageren i Interpol, Sam Fogarino, fortæller til det amerikanske magasin Paste Magazine om arbejdet med musikken:

"Det nye album falder tilbage til vores første udgivelse. I vores forsøg på at bevæge os fremad, var der en usagt realisering af, at man ikke kan give slip på sit lydlige kendetegn," fortæller Sam Fogarino og forsætter "Der var store anstrengelser i Daniel (Kessler, red.)'s guitarlyd. Han genopdagede den efter at have spillet i sit loftsrum i et år uden nogen andre. Kvaliteten af den lyd, når den bliver spillet i et stort rum, er bare vidunderlig. Det skaber en speciel atmosfære."


Selvom gruppen gerne vil vende tilbage til lyden på "Turn On The Bright Lights", var sidste album fra 2007 dog ikke en fiasko. Interpols "Our Love To Admire" blev belønnet med fire stjerner af GAFFAs anmelder, der skrev:

"Interpol har tydeligvis valgt ikke at vige særlig meget fra deres succesfulde formular bestående af Pauls Banks' intense, gravalvorlige stemmeføring i front for en rockmusik, der er spillet lige så stramt, som medlemmernes slipseknuder er bundet. Igen må man fryde sig over Banks' og Daniel Kesslers guitarriff, der bliver leveret så skarpt og præcist, at man skulle tro, d'herrer havde udskiftet deres plektre med issyle."

Udover Sam Fogarinos udtalelser om det nye album er det småt med detaljer om den fjerde udgivelse fra Interpol, og fans må vente pænt med at få oplyst både udgivelsesdatoen, titlen og tracklisten til senere.


ANNONCE