Nyhed

Kid Cudi annoncerer nyt album

Kort tid efter den flinke rapper har udgivet sin albumdebut, snakker han om samarbejder med Green Day og Kings Of Leon

Manden bag storhittet "Day 'N' Nite" Kid Cudi udgav i september debutalbummet "Man on the Moon: The End Of Day" med bidrag fra blandt andre MGMT og Ratatat foruden en række velkendte navne i hiphoppen. Nu fortæller den arbejdsomme rapper om det næste album, som eftersigende kommer til at hedde "Cudder".

Rapperen har tidligere talt om samarbejder med grupper The Postal Service og Band Of Horses, hvilket dog ikke kom med på debuten. Det har ikke afholdt Kid Cudi fra igen at lufte planer om gæster fra andre genrer. Rapperen og sangeren har ifølge MTV News fortalt følgende om planerne for "Cudder":

"Albummet er grundlæggende mig, som arbejder med kunstnere, der har inspireret mig og har hjulpet mig med at vokse. Det er folk, jeg altid har beundret. Jeg forsøger at lave alle de samarbejder, som jeg ikke kunne lave på 'Man On The Moon'-albummet. Clipse, Robin Thicke, Snoop Dogg og Travis Barker kommer til at være på det, og jeg prøver på at få Green Day og forhåbentlig også Kings Of Leon ombord."


Kid Cudi har startet sin karriere ved hjælp af kollaborationer med især Jay-Z og Kanye West, men eftersom debutalbummet skulle være tro mod det løst sammenhængende koncept, blev flere annoncerede samarbejder droppet. Det vil Kid Cudi nu råde bod på med "Cudder", men fortæller ifølge MTV.com også, at han ikke kun vil få de forskellige kunstnere med, men også få dem til at deltage aktivt i hele processen:

"På sangen med Ratatat kan man høre dem og man kan høre mig, vi kompromitterer ikke hinanden. Det er det samme, som jeg ønsker at gøre med alle, som jeg arbejder sammen med. Jeg vil ikke have, at det bare bliver en Green Day-sang, som jeg rapper over. Det, jeg vil have, er en triangulær effekt og have Green Day involveret som coproducere, så vi skaber noget fra bunden."

Albummet med de mange gæsteoptrædener er sat til at udkomme næste sommer.


ANNONCE