Nyhed

Liam Gallagher tager på turné igen

Den tidligere Oasis-frontmand har i dag udtalt, at han snart begynder at spille koncerter igen

Oasis er afgået ved døden, så meget er vist efterhånden blevet slået fast igennem alverdens medier. Men fans kan trods alt få næsten det hele tilbage, for frontmand og sanger i det afdøde band tager de resterende medlemmer af gruppen med tilbage på turné, og det skulle endda blive inden for en meget overskuelig fremtid.

Denne gode nyhed har han netop offentliggjort i et interview med den italienske radiostation Radio Deejay i morges, hvor han også fortalte nærmere omkring sin bror Noel Gallaghers split med gruppen. Her lover han, at det resterende Oasis går tilbage på turné i løbet af et par måneder, men det bliver tilsyneladende under Liams navn, for som både han og Noel har fastslået gang på gang, er Oasis som gruppe færdig.

"Jeg går tilbage til at optræde live inden for de næste par måneder. Jeg har lige været på turné, men jeg savner altid at synge sange. Jeg savner folk. Vi [de andre tidligere medlemmer af Oasis, red.] er i gang med at lave noget i øjeblikket. Ikke Oasis, Oasis er færdigt. Men alle bortset fra Noel. For at være helt ærlig, tror jeg at vores dreng [Noel] ville ud af gruppen. Men det må du spørge ham om, når han kommer her ind og laver sit lille solo-projekt. Vi havde et skænderi - men vi har haft meget større skænderier end det her, og om mere vigtige mennesker. Helt ærligt, så tror jeg han ville noget andet, men han havde ikke nosser til at fortælle os eller vores fans om det."


Hvorvidt disse udtalelser betyder, at der ligefrem kommer nyt materiale fra Liams "solo"-projekt, er ikke bekræftet, men under alle omstændigheder er det gode nyheder for Oasis-fans, at der stadig vil være noget at hente fra det meste af bandet som enhed.

ANNONCE