Nyhed

Ta’ Rummet holder kvindefestival

Støberiet bliver åstedet for arrangementet, der byder på musik af IdaAida, Anne Dorte Michelsen og Randi Laubek

Piger og kvinder får deres helt egen festdag på Blågårds Plads, når eventen Ta' Rummet løber af stablen i denne måned. Karen Mukupa er konferencier for festlighederne, hvor man kan opleve blandt andre IdaAida, Randi Laubek (billedet) og Dullen & Dyken vs. Fagget Fairys.

Kulturhuset Støberiet åbner dørene for kvindefesten, hvor der vil være workshops i vidt forskellige ting som Bollywood-dans, coaching, parkour, dj-teknik og improteater, mens der vil være mulighed for at møde markante kvinder som Anne Marie Helger, Rushy Rashid og Johanne Schmidt-Nielsen.

På det musikalske område vil en række kvindelige dj's, som spiller. Derudover vil der også være koncerter med velkendte kunstnere som duoen IdaAida, sangerinderne Randi Laubek og Anne Dorte Michelsen, samtidig med at de to elektro-duoer Dullen & Dyken og Fagget Fairys mødes på scenen. Projektleder og idekvinden bag Ta' Rummet, Gry Hebeltoft Sørensen, fortæller i en pressemeddelelse om initiativet:


"Ta' Rummet ‘09 er et frirum, hvor byens kvinder og piger kan mødes og have det sjovt uanset alder og baggrund. Det er en tværkulturel legeplads, hvor man kan prøve kræfter med forskellige aktiviteter."

Arrangementet finder sted på Støberiet på Blågårds Plads den 21. november, og interesserede kan købe billetter til en billig pris i døren. Mere information kan findes på Ta' Rummets hjemmeside.

ANNONCE