Nyhed

Alicia Keys finder elementer af frihed

Sangerinden har bevidst forsøgt at gå nye veje og udvikle sig på sit kommende album

Alicia Keys udsender sit fjerde album til december, og her vil man ifølge sangerinden kunne høre, at hun bevidst har forsøgt at bryde med sine egne regler og folks opfattelse af hende som kunstner. Resultatet har fået titlen "The Element Of Freedom" og udsendes 14. december.

I et interview med MTV siger hun, at hun ikke har lyst til at gentage sig selv, men at hun altid gerne har villet skubbe til grænserne, og denne gang har hun skubbet hårdere, end hun nogensinde har gjort.

"Jeg har haft lyst til at smadre min egen skabelon. Jeg vil overtræde mine egne regler. Jeg vil ødelægge min egen bås. Så hvis du tænker på mig på en bestemt måde, så har jeg haft lyst til at fjerne mig fra det".


Keys fortæller, at man skal forvente at blive overrasket og se en enorm udvikling, og at der vil være ting på pladen, hvor man næsten ikke vil kunne tro, at det er hende, der står bag.

Første eksempel på denne udvikling kan høres på singlen "Doesn't Mean Anything", der lige nu kan høres på sangerindens MySpace-side. Resten kan høres, når Alicia Keys udsender "The Element Of Freedom" 14. december.

ANNONCE