Andreas Pallisgaard er frontfigur i Pinkunoizu
Da gruppen Le Fiasko sidste år kom og gik, fik de mange anerkendende ord med fra anmelderne. Her var de to frontfigurer Andreas Pallisgaard og den allestedsværende cellist, sanger med mere, Cæcilie Trier. De gik dog hver deres vej, og nu er førstnævnte tilbage med et projekt, som kun har det tilfælles med den gamle gruppe, at vi igen løfter et øjenbryn og bliver indfanget.
Ordet PINKUNOIZU er japansk for lyserød støj, og musikken er ikke bleg for at bruge løs af inspirationer fra verdensmusik. Og ligesom man ser det hos beslægtede orkestre som den spændende gruppe Selvhenter, så går de unge musikere direkte ind og indtager verdens traditioner med en indlevelse, som var det deres egen. Og skaber nye hybrider på stedet.
Vi har taget en snak med Andreas Pallisgaard:
Pinkunoizu - hvorfor hedder I det?
Det er japansk. Pinkunoizu er det japanske navn for Pink Noise, altså lyserød støj. Et frekvensområde, en type støj, som ligger under det, der hedder White Noise. Pink Noise er det, som ligesom rumler mere, en slags tåget støj. Og som alle elektroniske apparater indeholder, en slags selvgenereret støj. Navnet har vi valgt af forskellige årsager.
– Først og fremmest ville vi ikke have et navn, der var alt for symbol-ladet, for metaforisk og alt for repræsenterende for musikken, forstået på den måde, at det ikke skulle være et navn, som skulle dække over en eller anden stor og forkromet mening.
– Selvfølgelig afspejler det musikken, men det går også mod musikken, og det er det jeg godt kan lide ved navnet, et fremmedlegeme og ikke et label, som kan sættes på, og hvor man tænker, at det er det, som musikken er, og så bliver man bekræftet i det.
Når jeg hører jeres numre, synes det som om, I både vil lave singer/songwriter-ting og støj, som er ret forskelligt fra dit tidligere projekt, Le Fiasko?
Jeg ser måske to hovedelementer i navnet, nemlig det støjende og det mere sukkersøde. Grunden til det japanske er, at det gerne må have karakter af et fremmedlegeme, noget mærkeligt udefrakommende, også set i forhold til noget, der går igen i musikken, som er en bestræbelse eller impuls i retning af at låne fra forskellige musiktraditioner udenfor den vestlige. Og vi låner helt klart fra noget nigeriansk highlife og fra nogle asiatiske ting.
– Og med hensyn til det japanske, så har jeg beskæftiget mig en del med det japanske samfund, og der sker også nogle vildt spændende ting der. Min opfattelse er, at der det der enormt traditionsbundne ritualsamfund, og så er der et hyperkapitalistisk, teknologisk og fremadrettet samfund, og på en eller anden måde er vores musik måske en blanding af noget traditionel amerikansk songwriting og så er der noget helt andet, noget fra en ikke-vestlig verden.
