Nyhed

Pinkunoizu: Dråbe i et moderne prog-hav

Pinkunoizu er tilbage i vores sfære. Bøj det i neon og råb det fra gadehjørnerne, for du får altså ikke bandet selv til at hæve stemmen. Musikken skal tale for sig selv, og det gør den.

At Pinkunoizu nærmest var forsvundet en tid, handlede om geografi, da Andreas Pallisgaard og Jaleh Negari fulgte samme strømpil som så mange andre fra deres generation og besluttede, at rigets hovedstad var blevet en kende provinsiel, og at den nærliggende kreative scene var Berlin.

Derfor var det befriende at se dem tilbage som sidste band på Roskilde Festivals mindste scene, hvor de efterfølgende indrømmede, at det havde været stort. For ikke bare var der tale om en vis grad af hjemkomst for Pallisgaard og guitarist Jeppe Brix, der begge voksede op i området. Men man var også lige ankommet fra den enorme Glastonbury Festival i England og havde et spritnyt album i bagagen, som man omgående gav sig til at spille for publikum.

Ikke noget med at dvæle ved gamle succeser her. Og kom der endelig en flig af noget velkendt, som det var tilfældet med "Lacuna Island", ville Pallisgaard informere os om, var det i en kraftigt omarrangeret form. Læs: totalt ukendt, hvis man ikke lige havde fået det at vide.

Til koncerten på Roskilde viste de, at et væld af erfaring er kommet under bæltet, både sammen og i de mange bands, de forskellige spiller i. Lyden har bevæget sig fra den spacede og poetiske drøm født ud af computeren og øvelokalet i København til et livedyr, der nu tør lade guitarerne snerre. Samt med et nyt og befriende udtryk, hvor Jaleh Negari fra pladsen bag trommerne indtager sin plads som vokalist med en helt eget udtryk af utøjlet vildskab og fest og på den nye mestersang, Moped, overgivent tænder ild til bålet med den klassiske rocksætning: "Smoke On The...Water!"

Hvorefter rejsen går op og op fra et kollektiv, der med en helt ny og naturlig tilgang henter lyde og udtryk frem fra en global værktøjskasse, som nu er blevet et naturligt udtryk.

Okay at være farveblind
Der er altså pludselig gået fem år, siden undertegnede første gang interviewede Pallisgaard og den daværende musikalske partner, Cæcilie Trier, i det ligeledes særdeles talentfulde orkester, Le Fiasko. Jeg har kritikernes ord for, at de blev set på den måde.

Året efter var den succesrige fiasko sprængt til atomer, mens flere af medlemmerne fortsatte i Trier-gruppen, Chimes & Bells, mens de holdt et vågent øje med det nye projekt, der var ved at blive født ud af Andreas Pallisgaards kreative sind og computeren med Logic-programmet, der på det tidspunkt stod i en fjerdesalslejlighed på Vesterbro. Og snart kunne han som et manifest pakke den nye hemmelighed ud. Et studieudtryk havde fået en japansk drejning, og et nyt ord, som ligger godt i maven, som en kendt fabrikant af forårsruller vil sige det, var blevet til: Vi skulle forholde os til Pinkunoizu – den lyserøde støj.

Vel at mærke en rar form for støj, helt forskellig fra den hvide støj, som altid har udfordret vores rock-ører. Men tag ikke fejl af den udadtil blide Andreas Pallisgaard. For som han skruede op for alle guitareffekterne den søndag på Roskilde Festival og sparkede døren til det psykedeliske landskab op på vid gab, er det vist okay at være farveblind. For støjet bliver der i krydsilden mellem ham selv og den ferme guitarist med den uundværlige Fender Jazzmaster sat sammen af tyggegummi, Jeppe Brix. Samt det energiske midtpunkt Jaleh Negari , som synes at stråle ud over begivenhederne, mens hun lægger bunden sammen med bassisten, keyboardmanden og ikke mindst effektmageren, Jakob Falgren. Igen en tilsyneladende lavmælt mand, som jeg vil vurdere er orkesterets hemmelige våben. Bare spørg Annisette og Savage Rose, hvad der sker, når man inviterer lige den mand indenfor og får ham til at lukke op for posen!

Krautrockere
Det er i det hele taget det fede ved netop Pinkunoizu. Hver for sig vil de kreativiteten så ubetinget, som når Jeppe Brix i den mellemliggende tid, efter at debutalbummet, Free Time, kom i to omgange – på det hedengangne Aarhus-plademærke Morningside Records, der meget venligt banede vejen for engelske Full Time Hobby – har udgivet med sit eget duoprojekt Howl Baby Howl og hele året – ikke mindst før og efter Roskilde – har været på tur over det meste af verden med Trentemøller.

Mens Jaleh Negari er del af den danske punkavantgardes stolthed, Selvhenter – et hold af kvinder, der vil støjen og skæve rytmer og har fundet en formel, der får udlandet til at invitere igen og igen.

Det giver alt sammen ballast. Så når man samles i Pinkunoizu og igen kan tage på langfart i et samlet udtryk, som begejstrede kritikere i England benævner som Krautrock beslægtet med NEU og en genfødsel af progrockens bedste stunder. Det er sjovt: 18 måneder i Berlin – og nu er man blevet til et krautrock-orkester.

GAFFA møder Andreas Pallisgaard og Jaleh Negari på Vesterbro, hvor de notorisk fattige musikere efter at have annonceret på Facebook fandt nogle, der ville låne dem et sommerhus, så de kunne puste ud. Vi snakker ikke om det, men om den kreative proces, der blev til The Drop.

– I forhold til før har Jaleh (Negari. red.) og jeg været udgangspunktet, hvor det i starten mere var mit output, der blev til gruppens musik. Det har dog hele tiden været noget med, at medlemmerne kommer med nogle ting, og det bliver smidt ind i en pulje, hvor fire personer bidrager med hver deres musikalitet, fortæller Andreas Pallisgaard og uddyber:

– Udgangspunkterne for numrene var før meget åbne. Nu er det mere Jaleh og mig, der kommer med noget. Men det ændrer ikke på, at jeg synes, at kompositionsprocessen stadig sker i et fælles rum, hvor folk sprøjter idéer ind i en rimeligt åben ramme.

– Hvis man tager Le Fiasko som et eksempel, hvor en komponist stod for et nummer, så var det dengang. Nu er det blevet sådan efter at have spillet så mange koncerter sammen og også været rigtigt meget i øvelokalet, at det er svært lige at se, hvem der lavede hvad, fordi det kommer ind i en turbine og bliver moslet sammen, og det er svært at huske, om det lige var Jeppe (Brix, red.) eller mig, der lavede det oprindelige tema, som i mellemtiden er blevet tostemmigt, ikke? Der sker mange ting i det der sammenspil.

Ud over afgrunden
Jaleh Negari er enig og påpeger, at man nu, hvor man forstår hinandens musikalske sprog meget bedre, frigiver det en masse energi.
Det vil Andreas Pallisgaard gerne uddybe.

– I starten var alting oppe i luften og meget kaotisk, og det kom der en fed energi ud af, fordi det var elektrisk. Nu er det klart, ligesom andre forhold i livet, at jo længere man er sammen, jo mere er der en fare for, at det bliver trivielt. Man er kommet ned på jorden og har lært hinanden at kende. Så man ved, at der ikke er så mange af de der helt elektriske ting. Nu opstår de på en anden måde, hvor kommunikationen er roligere.

Han byder den den drastiske udvikling i udtrykket siden det sidste album velkommen og ser den som et udtryk for modenhed. Hvor man sidst øste fra tydelige verdensmusikalske referencer, er det mere skjult nu, fordi bandet har gjort det til sit eget integrerede udtryk. Og derfor har større frihed.

– Det er fedt at gå hen over nogle grænser geografisk og kunstnerisk, fordi den pågældende kultur måske er meget mere vedkommende eller spændende. Men på den måde bliver det så også mere forceret. Et nøgleord for denne her musik er, at meget nu er helt ubevidst. Hvor alle de ting før strømmede ind i os, er de nu modnet, og der er truffet nogle valg, der er mere intuitive og naturlige, vurderer Andreas Pallisgaard.

"The Drop" er blevet til meget hurtigt. Grundsporene tog bare en uge at indspille, og med miksningen har det taget seks meget intense uger. Men det var også i det forløb, at billedet samlede sig, som skulle blive til albummets titel.

– Det har handlet om at lukke en masse ting ud og få dem optaget ned og så i løbet af den proces med at mikse det og dubbe ting på, mens man stadig lidt har haft bind for øjnene. Om friske og hurtige valg. Men fordi vi arbejdede så hurtig, var man hele tiden selv lytter. Det var som om, man hørte nogle andres musik, og jo mere man lyttede på det og prøvede at få overblik over de ting, man ikke havde fået overblik over, fordi man ikke havde skrevet det ned eller struktureret det, inden man optog det, jo mere forbandt tingene sig og der var ting der begyndte at komme igen, beretter Andreas Pallisgaard.

– Der er flere passager, hvor der er noget, som kører konstant, noget som bliver gentaget, og samtidig er der nogle fald i pitch, på engelsk: drop. Noget, der skrider og som både sker rytmisk og i teksterne. At falde ned gennem noget og ud over afgrunden.

– Vi havde forskellige titler, men vi kunne mærke, at The Drop gav god mening. Det har med den måde, pladen er konstrueret på at gøre. Det hele starter med en tonegenerator og lyder som en flyver, der styrter. Fra oppe i luften og ned i et hav, så "The Drop" kan både betyde et fald eller en dråbe.

– Det har så mest været den første betydning, men hører man pladen ud fra den der vanddråbe, eller teardrop, som også er et ord, der går igen i nogle af teksterne, så ser jeg den fysiske lille dråbe, som kan sprede ringe i vandet. Men også noget med at kaste sig ud, hvor man ikke kan bunde. At tage en chance. For kreativitetens skyld.

Pinkunoizu er:

Andreas Pallisgaard – vokal, guitar, miks
Jaleh Negari – vokal, trommer
Jeppe Brix – guitar, vokal
Jakob Falgren – bas, keyboards, vokal

Diskografi:
Free Time Vol. 1 (Morningside Records) – 2010
Free Time (Full Time Hobby) – 2012
Second Amendment EP (Full Time Hobby) – 2013
The Drop (Full Time Hobby) – 2013

Tjek Pinkunoizu ud og se de syrede videoer, eksempelvis den meget alternative udgave af Haddaways "What Is Love": www.pinkunoizu.com

ANNONCE