Det traditionelle Store Juleshow ruller over skærmene i december, og her får seere mulighed for blandt andet at se superstjernen Michael Bolton på scenen
Aalborghallen får fornemt besøg den 27. og 28. november, når optagelserne til DR's årlige Store Juleshow finder sted. Publikum kan se frem til både danske og internationale musikere, og der skulle være noget for både børn og voksne.
Showets vært bliver i år Felix Smith, der også var vært for Talent 2009, og han får noget at præsentere. Den verdenskendte Michael Bolton må absolut være et af hovednavnene. Han har været aktiv i mere end 40 år, udgivet atten studie-albums til dato, og har en perlerække af hits at traktere med, samt et sprit-nyt udspil kaldet "One World, One Love", så der er lagt op til show for alle pengene. Publikum og seere skal sikkert have lommetørklæderne frem, når han går på scenen, for her kan de vente at høre klassikere som "When A Man Loves A Woman", "How Am I Supposed To Live Without You" og "Georgia On My Mind".
Derudover kan man høre sopranen Katherine Jenkins, den skandinaviske superstjerne Carola, samt den amerikanske jazz/ blues-sangerinde og musiker Melody Gardot.
For de, som er glade for dansk pop vil der også være meget at hente. Både det gendannede Aqua og den unge X-Factor stjerne Mohamed Ali er at finde på programmet. Den nyeksperimenterende Nanna Øland Fabricius, der sidste måned modtog Kronprinsparrets Stjernedrys-pris, spiller op under navnet Oh Land med sine smukke toner og excentriske samples, der inkluderer både spil på køkkengryder og summende fluer. Publikum og seere får også fornøjelsen af at høre den danske trio Dalton, der inkluderer Allan Olsen, Johnny Madsen og Lars Lilholt. De er albumaktuelle for første gang i sytten år, og har ikke optrådt sammen lige så længe, så det bliver et glædeligt gensyn for mange fans.
DR UnderholdningsOrkestret og DR Pigekoret hjælper de gæstende stjerner på vej til at sprede julestemning i Danmark til showet, der vil blive vist på DR1 sidst i december.