Bandet er desuden i studiet for at indspille deres femte album, der skal udsendes til marts
San Francisco-bandet Black Rebel Motorcycle Club er lige nu ved at mikse sangene til deres femte album, der dermed bliver opfølgeren til "Baby 81" fra 2007. Bandet forventer at kunne udsende deres næste album til marts, men inden den er klar til udgivelse. varmer bandet til november op ved at udsende en live-dvd med titlen "Live".
Materialet til bandets første dvd-udgivelse er optaget i 2007 i byerne Berlin, Dublin og Glasgow på bandets seneste turné, der samtidig blev den sidste med trommeslageren Nick Jago, som forlod bandet i 2008. Om dvd'en siger Robert Levon Been til Billboard:
"Slutresultatet blev meget bedre, end nogen havde regnet med. Lige så snart vi så optagelserne, begyndte vi at blive langt mere investerede i projektet. Den gik fra det hurtige spor til det langsomme spor - vi brugte en del tid på at redigere, så lyden blev helt rigtig. Det blev et kærlighedsprojekt i stedet for bare noget, vi sendte ud".
Det virker også, som om man får noget for pengene, da der både følger en bonus-dvd og en bonus-cd samt en bog med udgivelsen. Så udover livematerialet får man også studieoptagelser, videoer og særlige akustiske optagelser på dvd'en og fjorten sange på en cd.
Black Rebel Motorcycle Club udsender "Live" 10. november.