Med den første Europa-turné i 11 år gæster neosoul-sangeren nu Amager Bio
Maxwell var en af pionererne for neosoul, da han som 23-årig debuterede med det roste album "Urban Hang Suite". Efter flere succesalbum og en tur hos frisøren kommer soulsangeren nu til Danmark med det nye album "Blacksummers'night" i bagagen.
Sammen med andre banebrydende sangere som Erykah Badu og D'Angelo har Maxwell været en af frontmændene for hele neosoul-bevægelsen, der skyllede ind over USA i midten af halvfemserne. Hans opdatering af lyden fra koryfæer som Marvin Gaye tilført halvfemsernes r&b var opsigtsvækkende på debutalbummet. Maxwell skrev desuden "Urban Hang Suite" med hjælp fra sangskriveren Leon Ware, der også har skrevet sange for Marvin Gaye.
Den erfarne soulsanger har siden debutalbummet holdt sig i gang med en "MTV Unplugged"-udgivelse, flere platinsælgende albums og samarbejder med blandt andre rapperen Nas og sangeren R. Kelly. I år udkom det fjerde album "Blacksummers'night", der er ment som den første del af en triologi, og på trods af et nyt look roste GAFFAs anmelder udgivelsen og gav det fire stjerner:
"De kendetegnende løve-manke-afro, solbriller, guldkors og lange silkeskjorter er alle væk. Heldigvis er den silkebløde soul-vokal intakt og stilen er stadig den samme afslappede, næsten vuggevise-agtige, super-romantiske og til tider temmelig funky neo-soul."
Maxwell har på trods af gode anmeldelser ikke besøgt det europæiske kontinent i elleve år, men det bliver der lavet om på. Amager Bio lukker dermed dørene op for et verdensnavn indenfor neosoul-genren, når soulstjernen i forbindelse med turnéen "Blacksummers'nights Tour" besøger Amager Bio den 9. november.
Billetsalget starter fredag 11. september, og billetter til koncerten kan findes via GAFFA Live.