Nyhed

Hank Williams får Pulitzerpris

I år blev det countrylegenden Hank Williams, der løb med den fornemme musikudgave af journalisternes hædersbevis

"If you don't like Hank Williams, honey, you can kiss my ass" lyder det i en Kris Kristofferson-klassiker, og budskabet bakkes nu op af Columbia University i New York, der uddeler den fornemme journalistiske Pulitzerpris.

Hank Williams, der døde 1. januar 1953, blev kun 29 år, men nåede i sin korte karriere at forandre amerikansk populærmusik for bestandigt, og sange som for eksempel "Your Cheatin' Heart," "Cold Cold Heart" and "I'm So Lonesome I Could Cry" er alle blevet fortolket af hundredvis af kunstnere fra et væld af forskellige genrer.

Hank Williams er blevet udvalgt til at modtage prisen af et panel af amerikanske musikeksperter.


"Jeg tror ikke, nogen countryartist kaster så lang en skygge, som han gør, både som sangskriver og som performer," udtaler Jay Orr fra Country Music Hall of Fame. "Hans sange er mesterværker. Der hersker en mystik omkring hans karakter, der stadig fascinerer de folk, der er kommet efter ham. Han var det romantiske idealbillede på en hillbillyudgave af Shakespeare, og hans kulturelle arv fortsætter med at vokse."

Udvælgelsen baseres blandt andet på Hanks rolle i countrymusikkens udvikling fra ukendt genre til en musikalsk mastodont og kulturel styrke i den amerikanske dagligdag. Med prismodtagelsen tilslutter han sig dermed blandt andre Bob Dylan og John Coltrane, der også har modtaget den særlige musik-Pulitzer.

Hank Williams blev født 17. september 1923 i Alabama, og voksede op under den amerikanske depression, med en drøm om at spille countrymusik. Han fik sit første gennembrud da Fred Rose tilbød ham indspilningsmulighed ved MGM Records. I 1947 hittede den første sang, "Move It On Over", og siden udgav han hele 11 nummer et-hits.


Datter Holly Williams er selv musiker, og hun har sendt en mail til The Associated Press, hvor hun erkender faderens voldsomme eftermæle.

"Hvem er ellers blevet fortolket af alle og enhver, lige fra Bob Dylan til Tony Bennett til Coldplay til Buddy Guy," står der i mailen. "Han fortjener denne ære fuldt ud, og vores familie er virkelig glade for det. Hans genialitet vil altid leve videre, og det er godt at vide, at folk stadig husker ham på den måde mere end halvtreds år efter hans død."

ANNONCE