Canadieren, der sprang på Noel Gallagher under en Oasis-koncert i Toronto, har fået stuearrest.
Under en koncert i Toronto i sensommeren 2008 blev Noel Gallagher pludselig angrebet af en mand fyldt til randen med alkohol, så voldsomt, at Noel faldt ind i en scenemonitor, og senere måtte en tur på hospitalet med tre brækkede ribben.
Nu er den kåde fan så endelig blevet dømt. Det skete i torsdags, i Ontarios domstol, Toronto, hvor manden – hvis navn er Daniel Sullivan – blev idømt tolv måneders husarrest, samt fik besked på at holde sig fra alkohol og våben, undgå kontakt med Noel Gallagher, og for øvrigt fortsætte med den behandling og vejledning, han er blevet pålagt.
Sullivan erkendte sig skyldig under et retsforhør i november sidste år, og er indtil videre sluppet billigt. Der er dog stadig et civilt søgsmål i gang med påstand om en bøde på $2 millioner canadiske dollar, og seks til otte måneder i fængsel.
Efter sin dom sagde Sullivan: "Jeg giver min dybeste undskyldning til mit offer og hans familie," og det er nok meget fornuftigt. Siden hans angreb – som han ikke selv kan huske – er han og hans familie blevet truet af Oasis-fans, og forfulgt af journalister. Og det i en sådan grad, at det til sidst blev for meget for Sullivans kone, der tog deres tre børn under armen, og forlod ham.
Gallagher har fortalt, at han i flere måneder efter angrebet havde svære smerter og udtalte i sin vidneserklæring at: "det var, som hvis jeg var blevet ramt af en bus."





